Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning.

Økonomi er alt for vigtigt et område til, at vi kan overlade det til økonomerne alene. Når økonomi bliver prioriteret hele tiden, og når værdier udelukkende bliver opgjort i et økonomisk perspektiv, så udvikler det sig let til grådighed og kommer til at handle om velstand og ikke velfærd. Vi kan vinde i velstand, men tabe i velfærd. 

Derfor er der behov for en bredere og dybere samtale om den indflydelse, som økonomi har over vores liv – og her har de religiøse traditioner en del at bidrage med. Først og fremmest er det vigtigt at holde os for øje, at penge skal være vores tjener, ikke vores herre.

Men vækstens påstående logik eller nødvendighed gør netop penge til herre – det er grunden til, at mådehold er en klassisk dyd i den religiøse verden. Vækst og mådehold er ikke modsætninger, men mådehold holder væksten i skak. Vi skal ikke udnytte ressourcerne til det yderste eller pine al gevinst ud af en aktivitet. Har man mad, tøj og husly skal man i princippet lade sig nøje med det. 

I modsætning til dette står de herskende økonomiske modeller, som bygger på tanken om konstant vækst i produktion og forbrug. Det kan kloden ganske enkelt ikke holde til. Det nuværende forbrugsniveau, som særligt de vestlige lande repræsenterer, overstiger langt, hvad jorden kan holde til. Hvis eksempelvis alle mennesker på jorden havde et forbrug som en gennemsnitsdansker, ville det kræve ressourcer svarende til fire jordkloder.

Mådehold skal på mode igen

Vækstparadigmet har også betydning for vores menneskesyn. Alt for ofte reduceres mennesker til et element i et økonomisk kredsløb – en arbejder, der vælger mellem fritid eller arbejdstid, eller en forbruger, der er styret af et ønske om altid at få mere.

Det er en uhensigtsmæssig og usaglig reduktion, når mennesket gøres til et væsen, som udelukkende søger egeninteresse og øget forbrug. Forbrug alene gør os ikke lykkelige som mennesker, men det er den målestok, vi har opsat som den væsentligste i vores samfund.

Heldigvis har vi også et civilsamfund, som med sine tusinder af frivillige spiller en stor socialansvarlig rolle - herunder kirker, trossamfund og kirkelige organisationer som gennem diakoni rækker ud til dem, der ikke kan klare sig selv. Det frivillige engagement er en af grundstenene i vores samfund. Det Danmark, vi kender og holder af, er også bygget på frivillighed og velgørende organisationer.

Og vi har brug for at blive rigere på relationer; på med- og mellemmenneskelighed, hvor vi tør se hinanden i øjnene og anerkende, at vi holder hinanden i vores hænder - og hvor vi ikke tager for givet, at det, min næste har brug for, automatisk indebærer en ny rettighed for mig.

Man kan sige, at vi skal ud over den begrænsning, der ligger i at se en modsætning imellem økonomiske interesser og det fælles sociale gode. Solidaritet er ikke noget mod-produktivt. 

Det samme kan man sige om hviledagen, som også er et centralt begreb i religiøse traditioner, men som i vores moderne samfund er blevet klemt. Det er umenneskeligt at skulle arbejde hele tiden, hvilket kun bliver mere presserende at nævne i en tid, hvor selve helligdags begrebet var tæt på at blive afskaffet i lukkeloven. Vi har som mennesker brug for en dag, hvor vi ikke arbejder eller shopper igennem. 

Og den jødiske tradition nøjes ikke med det. Den tilsiger, at hvert syvende år er et sabbatår. I det år må der ikke sås og høstes, og al gæld skal eftergives. Økonomien nulstilles så at sige, og markerne får lov til at ligge brak og hvile sig. Ingen rovdrift på ressourcerne her.

Således er det at tage et sabbatår eksempelvis for at udføre frivilligt arbejde eller gå på højskole helt i tråd med den jødiske tradition. Men samtidig med at vi bruger ideen om sabbat i vores private liv, er det alligevel effektivitet og optimering, som sættes højest i det økonomiske system, og der er ikke plads til at lade noget af værdi blive tilbage.

Vover vi også at indføre tanken om sabbat i samfundet generelt? Vil det mindske ungdommens og mange andres mistrivsel?

Ovenstående er blot nogle af de visioner for det gode liv, som ikke har med øget forbrug, øget produktion og fortsat vækst at gøre. Og det er noget af det, de religiøse traditioner kan byde ind med - visioner om et liv, der rummer stilhed, opmærksomhed over for naturen og andre medmennesker, engagement i forhold til retfærdighed, forsoning og fredsskabelse, kontemplation med meget mere.

Penge er en fantastisk tjener, men en hård herre.

NYHEDER

Læs også:

Sådan afslører du en falsk webshop og undgår svindel