Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 13:38
Glat føre er forklaringen på, at over 10 bilister sidst på formiddagen tirsdag er kørt galt nær Køge.
Sydmotorvejen blev spærret, fordi der skulle ryddes op, da 10-12 biler i forskellige uheld kom galt af sted, oplyser kommunikationsrådgiver Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Uheldene er i sydlig retning mellem afkørslerne til Lellinge og Herfølge.
Også ved Tureby - i samme motorvejs nordgående retning - røg en bilist ud på en mark.
Desuden er der tirsdag formiddag sket glatføre-uheld på Vestmotorvejen ved Slagelse.
Derfor opfordrer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en meddelelse på Twitter bilisterne til at sætte farten ned og til at holde god afstand.
Der er "ekstremt glatte veje" flere steder på Sjælland - for eksempel i Korsør, Slagelse, Sorø, Næstved og Rønnede, lyder det i en advarsel fra politiet kort før klokken 13.
/ritzau/