Tæt tåge har søndag aften ført til flere trafikuheld. Hele 35 biler stødte sammen på motorvejen ved Langeskov på Fyn.
- Det er meget tåget, og så er man kørt sammen, siger vagtchef Hans Frederiksen i Fyns Politi til Ritzau.
Først var omkring 20 biler involveret i et harmonikasammenstød i østgående retning nær Langeskov.
- Her er fem tilskadekomne, men det skulle være mindre skader, siger vagtchefen.
Den usædvanlige episode medførte derefter en såkaldt kiggekø på den modsatte side af rabatten.
Og her blev det også til buler.
- Mellem 15 og 17 køretøjer er stødt sammen i vestgående retning, siger vagtchefen ved 21.30-tiden.
Politifolk er søndag aften travlt beskæftiget med at registrere episoder. Desuden er der etableret omkørsel for trafikanter i begge retninger.
Lidt tidligere søndag aften har der været flere uheld på Vestmotorvejen mod øst nær Køge.
I den forbindelse har Midt- og Vestsjællands Politi opfordret bilisterne til at sætte farten ned på grund af tågen.
/ritzau/