En pædagog fra Billund skal bruge de næste fire uger i varetægtsfængsling.
Det har en dommer i dag besluttet, efter den 43-årige mand forleden indrømmede at have forgrebet sig på en syvårig pige i den SFO, hvor han arbejdede.
Men præcis hvad, der ligger bag varetægtsfængslingen, vil vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Duus ikke afsløre.
"Dommeren har valgt at holde grundlovsforhøret bag lukkede døre, så vi kan ikke udtale os om det. Men jeg kan bekræfte, at manden er varetægtsfængslet i fire uger," siger han til Newspaq.
Pigen, der angiveligt har været udsat for den voksne mands tilnærmelser, blev afhørt i går. Politiet vil ikke kommentere på, hvad pigen har berettet.
Overgrebet foregik i en kælder under skolens sløjdlokale, skriver jv.dk. Ifølge politiet er der tale om "anden kønslig omgang."
Kilde: jv.dk