Hun tog imod børnene i sit hjem, som dagplejer, hvor forældrene stolede på, at deres børn var sikre. Men dagplejemoren havde på samme tid en mand boende, som er dømt for pædofili.
I dag var pressen til inviteret til pressemøde i Nordfyns Kommune, hvor dagplejemoren var ansat. Pressemødet blev dog præget af flere utrygge forældre, der mødte frem.
Nu melder kommunen, at Fyns Politi skal ind i sagen.
"Det generelle billede viser, at der ikke er blevet taget ordentligt vare på børnenes tarv," sagde Susanne Ebdrup, som er direktør for Børn og Kultur, ifølge fyens.dk.
Kommunen kan ikke vide, om dagplejemoren har overladt børnene i den pædofile mands varetægt, og derfor skal politiet efterforske sagen.
"Vi kan ikke udelukke, at hun har overladt børnene i en andens varetægt," sagde Susanne Ebdrup, ifølge fyens.dk.
Avisen fortæller, at de fremmødte forældre ikke var tilfreds med pressemødet, som de ikke mener oplyste godt nok om omstændighederne.
Kilde: Fyens.dk.