Movia, DSB og Metroselskabet har sat sig for at harmonisere pensionisters rabatter på tog- og busrejser.
Det er en bunden opgave, som allerede er blevet løst af trafikselskaberne vest for Storebælt.
* Som det er nu, kan pensionister på Sjælland få pensionistrabat, hvis de køber et tremåneders pensionistkort - det såkaldte mimrekort.
* I hovedstadsområdet har 17 procent af pensionisterne købt et pensionistkort. Uden for hovedstadsområdet er tilslutningen lavere.
* Med reformen ønsker parterne at udfase mimrekortet og i stedet indføre en rabatordning, der kommer alle pensionister på Sjælland til gavn.
* Med forslaget bliver rabatten kanaliseret over på rejsekortet og pendlerkort.
* 150.000 pensionister vil med forslaget opnå billigere rejser, mens 60.000 ifølge parternes beregninger vil få dyrere rejser.
* En gruppe på omkring 2000 personer vil opleve prisstigninger på over 200 procent på rejser.
* Det er blevet kritiseret af brugere og organisationer, og det er baggrunden for, at parterne nu bebuder en anden model.
* Modellen skal "på den ene side imødekomme de bekymringer, der er kommet til udtryk i debatten og på den anden side fastholde grundprincippet om, at pensionistrabatten skal komme alle de sjællandske pensionister til gavn", skriver Movia i en pressemeddelelse.
* Det er uvist, hvordan den nye model skal skrues sammen, og hvornår den vil være klar.
Kilder: Movia, Ritzau.
/ritzau/