Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, udelukker at fremskynde et præsidentvalg, der er planlagt til 2021 og dermed efterkomme et nøglekrav fra oppositionen.
Det siger han efter lørdagens fredsforhandlinger, der har til formål at ende en ti måneder lang politisk krise i det centralamerikanske land.
I stedet tilbyder han at løslade politiske fanger og igangsætte reformer.
Regeringen oplyser i en erklæring, at den er "forpligtet til at styrke demokratiet og respektere den forfatningsmæssige orden, ligesom at den er nødt til at tage hensyn til, at præsidentvalget er planlagt til 2021."
Oppositionen ønsker, at valget allerede skal afholdes i år.
Regeringens plan, der endeligt er blevet offentliggjort lørdag efter otte dages forhandlinger, tilbyder at styrke borgernes rettigheder og løslade politiske fanger, der afventer deres retssager.
Ligeledes tilbyder regeringen at revidere landets lovgivning og fjerne punktet "straffrihed". Regeringen vil desuden bede det internationale samfund om ikke at indføre sanktioner mod landet.
Præsident Daniel Ortega, hans hustru og vicepræsident, Rosario Murillo, samt andre topembedsmænd i regeringen er allerede underlagt sanktioner fra USA.
Nicaragua har befundet sig i en politisk krise, siden Ortega forsøgte at indføre en socialreform i april sidste år. Det medførte store protester og efterfølgende kaos og recession i det fattige centralamerikanske land.
Styret i Nicaragua slog hårdt ned mod demonstrationerne. Mindst 320 personer mistede livet i de voldelige sammenstød, mens flere end 600 personer blev fængslet.
Det viser tal fra organisationen Inter-American Commission On Human Rights.
Volden har fået USA til at indføre sanktioner mod Ortegas familie og allierede og har begrænset Nicaraguas adgang til international finansiering.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP