Kommunerne har ikke været gode nok til udføre den exitstrategi for bandemedlemmer, som den tidligere borgerlige regering indførte under rammemodellen "En Vej Ud" fra 2011. Det mener retsordførerne for såvel Venstre som De Konservative.
Det er især i hovedstadsområdet, indsatsen halter. De seneste måneder har København været plaget af mange bandeopgør, og kritikken er hård fra Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.
- Københavns Kommune har på ingen måde løftet deres opgave. Vi kan se det i hovedstadsområdet, der er ved at eksplodere, og det savner jeg også lidt anerkendelse af fra Københavns Kommunes side, siger han.
Ifølge Jyllands-Posten viser tal fra Rigspolitiet, at cirka 15 personer er kommet igennem programmet. Det svarer til under én procent af målgruppen, der består af landets cirka 1700 hårdeste bandemedlemmer.
Det er første gang, Rigspolitiet løfter sløret for, hvor mange af de bandemedlemmer, som vil ud af miljøet, der rent faktisk er kommet gennem nåleøjet til et udslusningprogram.
De konservatives retsordfører Tom Behnke mener, at der har været stor forskel på, hvor gode kommunerne har været til at hjælpe personer ud af bandemiljøet. Men også han mener, at Københavns Kommune halter efter.
- Overborgmester Frank Jensen gav i går udtryk for, at Københavns Kommune godt kunne gøre det bedre, og det er jeg meget enig med ham i.
- København har mange bandemedlemmer og dermed også mange potentielle, der kunne komme ud af banderne, siger han.
Det var den tidligere borgerlige regering, der lancerede strategien, og overordnet set, fejler rammemodellen ikke noget, mener Tom Behnke.
- Vi lagde skitsen for, hvordan det her skal se ud og forudsætningen for, hvordan det ser ud i praksis. Men relevante myndigheder skal samarbejde om denne her opgave, ellers virker det ikke, siger Tom Behnke.
/ritzau/