Nu skal kampen stå mellem rå hestekræfter over for smattet, fedtet, bumpet og hullet terræn. Mindre tanke, mere instinkt. Selv kører jeg som en 15-årig på gokartbane, og det vil ikke blive første gang, jeg mister herredømmet over en bil i glat føre, tænker jeg på vej mod startbanen.
Nissan har inviteret til prøvekørsel af den nye pick-up Navara, der er en kæmpe på fire hjul. Jeg begynder at blive en anelse nervøs allerede inden, vi er nået frem, for den medfølgende minibus sidder fast i mudderet og må trækkes op. Men der er ingen tid til skrupler.
»Prøv at se, nu er den i andet gear, uden at du har koblingen nede, og den kører fremad. Den kan næsten køre hele banen i frigear,« forklarer min instruktør Michael Nielsen fra passagersædet.
Op og ned
Han beder mig om at træde en anelse på speederen.
»Du skal køre så langsomt som muligt, men så hurtigt som nødvendigt.«
Jeg triller fremad på marken og møder straks første hul. En anelse for meget gas, slipper speederen, hjulene snurrer, pickuppen brummer, og langsomt får vi bakset os op og ned.
Så går det videre i de våde spor. Hele kroppen gynger ukontrolleret, og nyrerne sidder oppe i halsen. Jeg prøver at styre kontra og hiver og flår i rattet. Dækkene glider videre, lige hvor de har lyst til, men utroligt nok når jeg frem til næste bump.
Også dét kommer vi op af, men værre ser det ud ved gryden – sidste stop på ruten.
Bilerne før mig har alle opgivet. Vinklen på hullet er stejlere end 45 grader, og jeg bliver en smule panisk.
Kaskader af mudder
Først skal vi glide skråt nedad for derefter at lave en kraftpræstation med snuden i vejret på et underlag så glat, at jeg ikke ville kunne bestige det i klippestøvler.
Med holdt åndedræt kurer vi langsomt ned, og jeg presser på speederen i et desperat forsøg på at få den tonstunge vogn til at lette røven mod himlen. Ud af vinduet ser jeg kaskader af mudder, der sprøjter til alle sider, og den sidste meter ligger urørlig fremme. Heller ikke for mig lykkedes det.
»Og så giver du bare gas ned ad bakke ... kobl ud, og så prøver vi at køre over til venstre,« hjælper min instruktør anden gang.
Tredje gang foreslår han, at jeg udover at give gas op og ned også drejer rattet for at få fat i jorden. Da heller ikke det lykkes, skal jeg køre frem, glide ned og speede op i et vanvittigt gearskift-og-koblingspunkts-kunststykke. Med voldsomhed vugger bilen frem og tilbage, men intet hjælper. Jeg opgiver. På holdet efter mig sidder bilen fast. Den skam blev jeg da lykkelig vis fri for.