Danmark er ikke længere det land i EU, hvor der er mindst forskel på borgernes indkomst.
De seneste tal fra EU's statistisk-kontor Eurostat viser, at Danmark er dumpet ned på niendepladsen blandt de 27 medlemslande i forskellen mellem rig og fattig.
Uligheden er nu mindre i både Sverige, Norge og Finland. Men også i lande som Slovenien, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Østrig og Belgien er der større økonomisk lighed blandt borgerne.
Fra 2001 til 2009 er forskellen mellem rig og fattig vokset fra indeks 22 til 27 i Danmark.
Det laveste indeks - og dermed den mindste økonomiske ulighed - tegner Slovenien, der kom ind i EU i 2004, sig for.
Formanden for Rådet for Socialt Udsatte i Danmark, Jann Sjursen, ærgrer sig over, at Danmark ikke længere er EUs duks.
"Det er skidt. Det skulle gerne være sådan, at vi kunne holde førerpositionen som et af de lande, der er bedst til at bekæmpe ulighed overhovedet," siger han til Newspaq.
Han peger på lavere sociale ydelser som en af årsagerne til, at uligheden er vokset.
"Vi tror, at det blandt andet skyldes de reducerede kontanthjælpsydelser, der er blevet indført de senere år, og så det, at flere er kommet på starthjælp," siger Jann Sjursen, der tidligere har været formand for Kristendemokraterne og været energiminister i Nyrupregering 1993-1994.