Det tørre vejr fortsætter, og den kommende uge bliver lun med temperaturer op til 23 grader.
Det oplyser Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Der er lagt op til en solrig uge med minimalt med nedbør og skønne forårstemperaturer, siger Anja Bodholdt.
Ugen starter, som den mange steder sluttede, nemlig med masser af solskin, fortæller hun.
- Alt i alt bliver det en rigtig fin forårsdag. Temperaturen når op mellem 10 og 18 til 19 grader. På Sjælland vil man dog opleve perioder med lidt flere skyer. Det vil man også kunne i den nordlige del af Jylland i løbet af eftermiddagen.
Vinden kommer fra sydøst, og derfor vil der være køligere ved kysterne mod Østersøen og på Bornholm. Det er her, hvor det kan blive ned til 10 grader, mens Nordvestjylland kan få helt op til 18-19 grader, siger Anja Bodholdt.
- Tirsdag fortsætter i samme rille med tørvejr og godt med plads til solen. Det bliver lidt lunere end mandag med op mellem 15 og 20 grader.
- Der kommer til gengæld lidt mere vind. Den tiltager, så vi får en let til frisk vestlig vind, lyder det.
Fra midten af ugen begynder der at dukke lidt flere skyer op i de østlige egne. På Bornholm vil man også kunne opleve en enkelt byge - måske ugens eneste - mens det i resten af landet fortsætter med det tørre og solrige vejr.
Både onsdag og torsdag bliver lidt mere blæsende med en let til frisk nordlig vind, men onsdag bliver ugens varmeste dag med op til mellem 18 og 23 grader.
De seneste tre måneder har været usædvanligt nedbørsfattige.
- I den sydlige og østlige del af landet er tørkeindekset allerede oppe på høj risiko for tørke. Det er tidligt, at vi allerede ligger så højt. Men der er jo heller ikke kommet skyggen af nedbør i mands minde, siger Anja Bodholdt.
Det fortsætter, for ugen slutter også tørt og solrigt.
- Fredag får vi mellem 17 og 22 grader, og vinden vil være aftaget i forhold til onsdag og torsdag. Det ser rigtig flot ud for alle de elever, som ser frem til sidste skoledag rundt omkring i Danmark, siger Anja Bodholdt.
Har man lyst til et havdyp i løbet af ugen, skal man ikke være bange for koldt vand, understreger Anja Bodholdt.
- Havtemperaturerne er stadig til den kølige side. De ligger på 12 til 15 grader. Men hvis man ikke er alt for kuldskær, vil det sikkert kunne lade sig gøre, siger hun.
/ritzau/