Det internationale pres skal fastholdes på Syrien, så landet overholder dets aftale om bortskaffelse af kemiske våben, siger USA's præsident, Barack Obama, i FN's Generalforsamling tirsdag.
I sin lange tale forsvarer Obama, at USA for nylig truede Syrien med et militært lynangreb.
Han giver samtidig udtryk for, at det amerikanske pres på Syrien var årsagen til, at landet omsider gik med på en diplomatisk vej.
Præsidenten vil nu have denne aftale sikret i en stærk FN-resolution.
- Der skal udarbejdes en stærk FN-resolution, der kan sikre, at Bashar al-Assads regime overholder denne aftalte, og der skal være konsekvenser, hvis det ikke sker, siger Barack Obama.
Den amerikanske præsident kritiserer i skarpe vendinger dem, som har sået tvivl ved, om Assad-styret udførte et giftgasangreb 21. august i forstæder til Syriens hovedstad, Damaskus. Flere end 1000 menes dræbt ved angrebet.
- Disse raketter blev affyret fra regime-kontrollerede områder, og de landede i kvarterer styret af oppositionen.
- Det er en fornærmelse mod menneskets fornuft - og mod denne institutions legitimitet - at foreslå, at andre end regimet udførte dette angreb, siger Barack Obama.
USA's intention om at bruge militær magt i Syrien blev - i hvert fald midlertidigt - stoppet, da Rusland banede vejen for en aftale med Syrien om, at det syriske styre skal udlevere alle kemiske våben til internationale observatører.
Obama understreger imidlertid fortsat, at han er klar til at bruge "alle midler, også militære" for at sikre stabilitet i Mellemøsten.
/ritzau/