Problemerne med kaos, aflyste fly og vrede sommerferie-rejsende er ikke overstået for flyselskabet Ryanair.
I Sverige har piloternes fagforening i går indgivet strejkevarsel. Årsagen er, at det omdiskuterede flyselskab ikke vil tegne overenskomst for firmaets svenske piloter.
Piloterne har planlagt en 24-timers strejke den 10. august, oplyser Svensk Pilotförening.
- Formålet med strejken er at få Ryanair til forhandlingsbordet. Vi ønsker en overenskomst, som andre lønmodtagere har, siger Martin Lindgren, formand for Svensk Pilotförening, til Avisen.dk.
Ryanair vil styre forhandlinger
Siden december 2017 har Ryanair tilladt fagforeninger for sine piloter. Siden da har de svenske medlemmer af fagforeningen forsøgt at åbne forhandlinger om en overenskomst.
- Ryanair nægter at mødes med de repræsentanter, som vi vælger. Firmaet stiller krav om, hvem der kan deltage i møderne fra vores side. Det er uantageligt. Det er medlemmerne, der skal bestemme, hvem de vil repræsenteres af, siger Martin Lindgren, formand for Svensk Pilotförening.
Strejken i Sverige vil omfatte omkring 80 procent af Ryanairs piloter i Sverige, svarende til mere end 40 medlemmer. Det er stadig uklart, hvor mange rejsende, der vil blive påvirket af den varslede strejke, men den vil ramme et større antal ruter til og fra Sverige.
Svensk Pilotförening oplyser, at der også er varslet strejke samme dag fra de belgiske piloters fagforening.
Strejker i andre lande
I mandags stemte tyske piloter også for at gå i strejke. Her har fagforeningen givet Ryanair indtil den 6. august til at komme med et forslag til overenskomst, som foreningen accepterer. Piloter i Holland har også meddelt, at de kan gå ud i strejke.
- Der er en meget stærk følelse af sammenhold blandt de ansatte i mange lande, siger Martin Lindgren.
Den seneste uge har Ryanair måtte aflyse flere hundrede afgange som følge af strejker blandt kabinepersonalet.