Parker og strande lukker onsdag ved middagstid i New York, hvor myndigheder og indbyggere skæver nervøst ud mod horisonten.
En ny storm er nemlig på vej, godt en uge efter at superstormen Sandy raserede store dele af den amerikanske østkyst med store oversvømmelser og stormskader til følge.
Derfor råder myndighederne i New York nu til, at nogle af de indbyggere, der bor i de lavest liggende områder omkring vandet, lader sig evakuere.
Evakueringerne, der vil finde sted onsdag, vil dog ikke være lige så omfattende som forud for Sandys rasen hen over østkysten, siger New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.
I nabodelstaten New Jersey er en by ved kysten allerede beordret evakueret, og andre steder opfordrer myndighederne til, at indbyggerne forlader huse, der allerede blev beskadiget af stormen Sandy.
New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, overvejer noget tilsvarende, siger han til nyhedsbureauet Bloomberg.
- De virkeligt beskadigede områder har en lavere tærskel i forhold til at kunne modstå ødelæggelser fra denne storm, så de bør have en lavere tærskel for evakuering, siger Cuomo.
- Så tag evakueringsordrer alvorligt, lyder hans bøn til indbyggerne i New York.
Af sikkerhedsmæssige årsager vil New Yorks parker være lukket onsdag og mindst et døgn frem. Det samme vil alle strande.
- Der er ingen grund til, at vi sender vores redningsmandskab ud i havet for at redde nogen, der har været dumme, siger borgmester Michael Bloomberg.
/ritzau/Reuters