Plastik i én skraldespand, papir i en anden og bananskræller i en tredje. Vi sorterer allerede de tre typer skrald derhjemme i baggården, men nu laver Københavns Kommune et nyt tiltag, hvor den vil forsøge at få borgerne til at sortere affaldet på gader og pladser og i parkerne.
Det skriver Politiken lørdag.
Det sker gennem et forsøg, der blev sat i gang tidligere på måneden og vil fortsætte til september. Den korte prøveperiode skal bruges til at undersøge, om borgerne er modtagelige for mere affaldssortering.
Det fortæller Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (Enh.), der tror på, at sorteringen vil vinde københavnernes hjerter.
- Københavnerne er jo blevet supergode til at sortere hjemme, og det ligger som naturlig forlængelse heraf også at sortere i byrummet. Jeg er sikker på, at borgerne også vil tage godt imod muligheden, da mange københavnere går meget op i at gøre sit til at sikre et bedre miljø og klima, siger borgmesteren til Politiken.
Syv forskellige steder skal være en del af forsøget, og det er blandt andet en legeplads, et torv og en gågade. Kommunen ønsker dermed at teste, om der er forskel på, hvor københavnerne er mest villige til at sortere affald. Alle de nye skraldespande har sensorer i sig, som måler affaldsmængden, så ingen af dem kommer til at bugne af affald, oplyser teknik- og miljøforvaltningen.
Sidste år endte 58,3 procent af affaldet i de offentlige byrum på jorden i stedet for i en af de mange skraldespande. Det viser tal fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.