Lad det være sagt med det samme. Det er ikke alle sekretærer i mikrokommuner i Polen, der behersker engelsk lige godt. Derfor er udfordringen med at nå den lille flække Klodawas viceborgmester ikke 100 procent enkel.
Dagen igennem er jeg strandet i telefonkø eller endt med at blive hægtet af, når jeg har ringet til rådhuset i Klodawa.
Men Bumletoget kæmper ufortrødent videre og allierer sig (endnu en gang) med værten Chris, som forhåbentlig kan nå længere end undertegnede.
Hvor skal toget hen?
Mens den danske journalistinteresse for Klodawa når historiske højder, er det tid til at se fremad. For kalenderen skal jo ikke blot være en Polen-kalender.
De første bud på nye rejsemål er begyndt at dumpe ind ad den elektroniske postkasse.
Brian opfordrer mig til at besøge byernes by, Paris. Han er selv vild med byen, men har aldrig oplevet den til juletid.
Han tilføjer sågar en udfordring om at stå på skøjter rundt om Eiffeltårnet. Hvis Brians forslag vinder, bliver det værre end at se Bambi på glatis, og jeg må nok investere i gazebind. Men Bumletoget er naturligvis klar.
Øst, øst, øst
Blandt Nyhedsavisens læserskare er der tilsyneladende en stor svaghed for Østeuropa. Indtil flere forslag er kommet på de østlige dele af Europa – heriblandt Serbiens hovedstad Beograd og ikke mindst Transniestra.
Det er en lille selvudråbt republik mellem Rumænien, Moldova og Ukraine.
Samtidig er både Spanien og Italien blevet nævnt, så spillet er helt åbent.
Hvor synes du, Bumletoget skal køre hen? Giv dit bud på europa@avisen.dk.