Da klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) fremlagde et idékatalog med 78 metoder til at forbedre klimaet, forklarede han forsinkelsen på et helt år med, at det tager tid at finde redskaber, der giver mest klima for pengene.
Men nu skydes beregninger i Klimaministeriets idékatalog ned af Lidegaards kollega i Fødevareministeriet, Karen Hækkerup (S), skriver Politiken onsdag.
I et svar til Folketingets Fødevareudvalg skriver hun, at "hvis nogle af forslagene skal gennemføres, skal der først laves nye, mere omfattende beregninger af dem".
- På baggrund af en ny rapport fra Københavns Universitet, der er på vej, kan man for eksempel konkludere, at flere af virkemidlerne er mange gange dyrere, end det fremgår af klimaplanen, skriver fødevareministeren ifølge Politiken.
Det handler konkret om reduktion af landbrugets kvælstof på markerne, oplyser kontorchef i Fødevareministeriet Morten Ejrnæs til Politiken.
På grund af nye, højere tal for protein i dansk korn koster en reduktion af kvælstof ifølge den kommende rapport mindst 500 millioner kroner årligt. I klimaplanen er beløbet 166 millioner kroner årligt.
De nye tal kommer fra samme institut på Københavns Universitet, som lavede beregningerne til værktøjskassen af klimatiltag. Men hverken instituttet eller Fødevareministeriet var tilstrækkelig opmærksomme på misforholdet.
Også flere brancheforeninger vurderer, at regeringens embedsmænd har regnet galt eller ligefrem glemt virkemidler, der ellers ville give meget klima for pengene.
Martin Lidegaard understreger, at det "generelt selvfølgelig altid er sådan, at beregninger løbende skal tilpasses, efterhånden som vi får ny viden". Han mener, at de nye tal for reduktion af kvælstof er blevet nævnt tidligere.
Regeringens klimaplan skal reducere CO2-udledningen med seks procent i 2020 i forhold til 1990. Sidste års energiforlig sørger for en reduktion af CO2 på 34 procent.
/ritzau/