Mias kollega dræbt på job: Nu skal hun i retten for arbejdsnedlæggelse
Mia Hansen og hendes kolleger sagde fra og nedlagde arbejdet efter at deres kollega blev dræbt på Center Lindegården. Nu skal de snart i Arbejdsretten, fordi de krævede nye og forbedrede forhold, skriver hun i et nyt blogindlæg.

Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG

DET SER IKKE PÆNT UD: Mine kollegaer fra Center Lindegården i Roskilde og jeg risikerer at blive dømt af Arbejdsretten.

Vi er anklaget for at lave en ulovlig arbejdsnedlæggelse. Vi nedlage nemlig arbejdet i en lille uge efter at vores kollega Vivi blev stukket ihjel den 25. marts 2016 med en kniv af en beboer.

Jeg er ellers opdraget til at gøre, som der bliver sagt. Jeg plejer at opføre mig ordentligt. Da jeg begyndte at arbejde, lærte jeg, at jeg skulle gøre som chefen sagde, møde til tiden og gå på arbejde uanset hvad. Jeg skulle klare mig selv, og ikke ligge hverken kommunen eller staten til last, og jeg skulle holde mig på den rigtige side af loven.

Jeg synes selv, at jeg har opført mig ordentlig. Jeg har passet mit arbejde og gjort som jeg fik besked på. Jeg synes, jeg har været fleksibel, og jeg er mødt på arbejde selv om jeg var syg.

ARBEJDSMILJØET VAR HÅRDT, og flere gange om ugen blev mine kollegaer og jeg udsat for trusler fra enkelte beboere. Den samme gruppe beboere var misbrugere, solgte stoffer eller begik indbrud forskellige steder på Lindegården. 

Men jeg forsatte med at komme på mit arbejde. Jeg havde jo selv valg at arbejde i socialpsykiatrien, jeg kendte vilkårene før jeg startede, så jeg kunne jo ikke så godt brokke mig…

Når det ind imellem blev for voldsomt, kom tvivlen. Jeg talte med mine kollegaer, fortalte dem om mine bekymringer, og de fortalte mig om deres. Nogen gange blev jeg så modig, at jeg nævnte noget for ledelsen, men i samme sætning skyndt jeg mig også at sige:  

”Jeg er jo glad for at være her, og jeg ved godt at det er svært at ændre på noget, vi har jo heller ikke et stort budget, men selvfølgelig klarer vi det, selvom vi ikke er mange på arbejde i en vagt, og selvom beboerne går amok, og selvom jeg oplever, at situationer bliver så farlige, at vi må ringe efter politiet .”

SAMME DAG SOM MIN KOLLEGA VIVI BLEV DRÆBT, fulgtes jeg med Vivi og en anden kollega ned af vores gang. Vi havde lige været til en ”debriefing” efter en kollega tidligere den dag var blevet slået i ansigtet af en beboer. Vi stillede hinanden spørgsmålet: ”Hvad skal der til for at få ændret på vores arbejdsvilkår?”

Om aftenen mistede Vivi livet….

Der gik yderligere 47 dage, hvor jeg og mine kollegaer gik på arbejde hver dag, uden at vilkårene ændrede sig. Der var blevet holdt møder med fagforeningen, og den øverste ledelse i kommunen, men jeg hørte ingen garanti på forbedringer. Jeg oplevede det som en masse snak, men uden konkrete handlinger.

Til sidst var stort set alle mine kollegaer og jeg enige om at sige fra. Vi ville ikke længere risikere vores liv, ære og velfærd. Vi ønskede at kunne gå trygt på arbejde, og at der var fagprofessionelt personale nok, til at kunne hjælpe vores beboere, så vi ikke risikerede situationer, hvor beboere blev til fare for dem selv eller andre.

NU RISIKERER MINE KOLLEGER OG JEG så at blive straffet af Arbejdsretten. Fordi vi frygtede for vores liv, og fordi vi ville give beboerne bedre vilkår at bo under. I fællesskab blev vi modige, derfor er jeg vred i dag. Jeg føler mig uretfærdig behandlet, og det gør ondt helt inde i hjertet på mig.

Hvordan skal vi nogensinde få ændret på arbejdsvilkårene, og på det faktum, at der mangler flere hænder og sengepladser i psykiatrien, hvis ikke engang menneskeliv bliver regnet for noget?

Mia Hansen og hendes kolleger skal i Arbejdsretten i slutningen af oktober.

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.