Der lurer hverken et EU-konvent eller traktatændringer lige om hjørnet, lover den tyske forbundskansler, Angela Merkel, efter førstedagen på det igangværende EU-topmøde i Bruxelles.
Den slags vil i givet fald - hvis overhovedet - først komme på tale efter EU-parlamentsvalget i 2014. Først skal 27 stats- og regeringschefer trække i arbejdstøjet for at diskutere, hvordan en reform af Den Økonomisk Monetære Union konkret kan se ud.
- Vi har aftalt en køreplan for en videreudvikling af den økonomiske og monetære union, siger en noget klatøjet, men alligevel veloplagt Merkel på en pressekonference natten til fredag.
- Vi er begyndt at tale om, at det især er vigtigt, hvornår vi tager fat på hvad, siger hun uden at ville uddybe, hvor EU-lederne har tænkt sig at tage fat.
- Detaljerne skal vi have afklaret inden juni, siger Merkel og forudser nogle travle topmøder til foråret.
/ritzau/