De næste fem år vil antallet af ansatte i Forsvaret stige med 700. Og de vil blive ansat i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Bornholm.
Det skriver DR Nyheder på baggrund af et udkast til en aftale om et forsvarsforlig, som DR's journalister har set. Det står ikke klart, hvem der har lavet udkastet.
På Bornholm kan man se frem til omkring 100 nye arbejdspladser, mens Region Midtjylland får omkring 200 nye arbejdspladser og Syddanmark får omkring 400 arbejdspladser.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen afviser, at der er en aftale på plads og ønsker ikke at udtale sig om, hvad DR Nyheder har set.
Ifølge DR bliver de 700 ansættelser et resultat af to modsatrettede elementer.
På baggrund af en konsulentrapport skal Forsvaret spare 900 stillinger væk. Samtidig vil regeringen give Forsvaret "et substantielt løft". Det betyder, at 1600 stillinger skal tilføres.
Andre steder går manøvren i nul. Hverken Lolland-Falster eller Nordjylland får glæde af flere af Forsvarets stillinger.
I Region Nordjylland ærgrer det formanden for regionsrådet, Ulla Astman (S).
- Jeg føler, at der er sket en skævdeling, og jeg føler også, at Nordjylland er blevet snydt, siger hun til DR Nyheder.
Modsat glæder René Danielsson sig. Han er medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune for Dansk Folkeparti, og sergent og delingsfører i marineeskadronen på Almegårds Kaserne i Rønne.
- Både som medarbejder og lokalpolitiker er jeg lykkelig, siger han til DR Nyheder.
Også regionrådsformanden i Region Syddanmark, Stephanie Lohse (V), ser frem til flere forsvarsarbejdspladser i landsdelen.
- Det er klart, at hvis det er rigtigt, at det bliver sådan, at der kommer en betydelig mængde arbejdspladser til Region Syddanmark, så er vi selvfølgelig rigtig glade. Vi tager altid gerne i mod nye arbejdspladser, siger Stephanie Lohse til DR Nyheder.
/ritzau/