Skrevet af Mads Jensen, maje@avisen.dk

Det var bare et spørgsmål om tid, før Margrethe Vestager ville sætte sig i partilederstolen i det Radikale Ventre. Hun er gjort af et stof, som partiet kan bruge netop nu: Hun er ung, hun er kvinde, hun er intelligent, hun er køn, hun er velformuleret. Og så er hun præstedatter. Med Margrethe Vestager har det Radikale Venstre en reel mulighed for at bygge bro mellem de to fløje, som partiet består af. Hun kan diskutere Grundtvig og synge for af højskolesangbogen på en højskole i Vestjylland, men hun er heller ikke malplaceret på en cafe i det indre københavn, optaget af en caffe latte og en snak om de moderne storbymenneskers værdier.

Vindende væsen

Margrethe Vestager er oprunden af solid radikal muld i Ølgod i Vestjylland. Far Hans var præst og radikal byrådspolitiker. Mor Bodil var præst og kandidat til Folketinget for partiet.

Mere radikalt bliver det næppe, og hendes fokuserede radikale verdensbillede imponerede da også de lokale partimedlemmer, da hun sideløbende med studier i statskundskab lagde grundstenen til sin politiske lynkarriere. Ved hjælp af et vindende væsen, veltalenhed og intelligens blev hun hurtigt redaktør af partiets blad, optaget i det interne EU-udvalg, og som 25-årig blev hun i 1993 kåret som landsformand for partiet – i øvrigt samme år, som hun blev cand.polit.

De næste år er det ikke mindst på grund af hende, at partiet begynder at få tag i en ny gruppe af vælgere. De hippe, velstillede og unge storbyfolk. Det kulminerer, da Klaus Bondam, Morten Helveg Petersen og Naser Khader giver den som radikalt boyband i Forum, halvt berusede af gode meningsmålinger og radikal selvfedhed.

Moderne jazz

Samtidigt gør den unge partiformand karriere som embedsmand, men da hun bliver mor til sin første pige, trækker hun sig fra posten som landsformand i 1997. Freden bliver dog kortvarig, for kort før hendes 30-års fødselsdag i 1998 ringer Poul Nyrup Rasmussen med et tilbud, som den fødte radikale ikke kan sige nej til. Hun skal være undervisnings- og kirkeminister.

Det var efter det folketingsvalg, hvor Poul Nyrup med nød og næppe og et par håndfulde færøske vælgere slog Uffe Ellemann Jensen. Vælgerne krævede fornyelse, og Margrethe Vestager var nærmest definitionen på et friskt pust. Det oplevede den danske skoleverdens elite på det årlige seminar på Sorø Akademi, da den traditionelle lancier var pist borte til fordel for moderne jazz.

Ung himmelstormer

Margrethe Vestager blev danmarkshistoriens yngste kvindelige minister og ikke nok med det; hun var også gravid. Og da hun vendte tilbage til magtens korridorer efter blot syv ugers barsel, blev hun skydeskive for diverse feminister. En søgning på avisdatabaser viser også artikler a la »Margrethe, minister og mor« i den periode. Lidt absurd for en kvinde, hvis far i en periode var medlem af den lokale husmoderforening.

Nok så vigtigt var det, at Marianne Jelved fra dag eet placerede den unge himmelstormer i regeringens koordinationsudvalg; den snævre kreds af topministre der udstikker regeringens kurs. Et første og tydeligt tegn på, at en kronprinsesse var født.

Jobbet som minister klarede Vestager til et ote-tal på den gamle karakterskala. En solid, men noget rutinepræget præstation. I hendes tid viste de første PISA-undersøgelser, at det stod skralt til med elevernes læsefærdigheder. Hun beslutter, at de enkelte skoler ikke skal offentliggøre tal for elevernes læsefærdigheder, og det kendes senere ulovligt af Folketingets Ombudsmand. Det er dog først efter valget i 2001, hvor Ulla Tørnæs afløser hende i ministeriet.

To opgaver

Derefter synker Margrethe Vestager nærmest ned i den politiske glemsel og ifølge en opgørelse fra Mandag Morgen var hun den mindst profilerede radikale folketingspolitiker i 2003.

Som hos Marianne Jelved og de fleste andre rettroende radikale, har regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti dog fået fyret op under hendes kedler igen. Ingen tvivl om, at hun ser det som en borgerpligt at begrænse præstefætrenes indflydelse i dansk politik. Det er den ene af hendes store opgaver. Den anden er at anlægge en politisk vej der er bred nok til, at både de ældre højskole-radikale og de unge metroseksuelle kan køre side om side.