Danskerne kan gå en alvorlig mæslingeepidemi i møde, fordi alt for mange ikke bliver vaccineret og derfor heller ikke udvikler immunitet over for det ekstremt smitsomme virus.
"Antallet af mennesker, der hverken har været smittet med mæslinger eller er blevet vaccineret, bliver større og større. På et eller andet tidspunkt vil der være tilstrækkelig mange af dem til, at vi kan få en mæslingeepidemi i Danmark," siger Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Før den såkaldte MFR-vaccine blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 1987, forekom der mæslingeudbrud cirka hvert andet år.
Derfor havde over 90 procent af alle børn før 15-års-alderen opnået naturlig immunitet over for mæslinger, skriver Videnskab.dk.
Men at mæslinger næsten ikke findes i Danmark længere, er ikke ensbetydende med, at sygdommen er forsvundet.
"Jeg er bange for, at danskerne har misforstået, hvordan det hænger sammen, og tror, at hvis der ikke er mæslinger, så er der heller ikke brug for at blive vaccineret," siger Jens Lundgren.
Mæslinger kan give alvorlige komplikationer: Én ud af 20 syge får lungebetændelse eller mellemørebetændelse, én ud af 200 får feberkramper, én ud af 2.000 får hjernehindebetændelse og én ud af 3.000 dør.
Jens Lundgen er bekymret for, at en del danske forældre ikke sørger for at vaccinere deres børn. I hver af de seneste børneårgange er der mellem 10 og 15 procent, der ikke er blevet vaccineret.
"Hvis man har haft mæslinger som barn, er man immun, og derfor er den gamle generation immun i dag. Det er helt centralt i denne problematik, for den ældre del af befolkningen dør. Og hvis det forbliver sådan, at det kun er 85-90 procent af de unge, der bliver vaccineret, så får vi et stort problem i fremtiden," fortæller Jens Lundgren.
Løsningen på problemet er simpel - vacciner dem, der ikke er vaccineret.