Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Man skal have været i noget af en osteklokke den seneste uges tid for ikke at have hørt om 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt på vej hjem fra en bytur i hjembyen Aalborg sidste weekend og for ganske få dage siden blev bekræftet død.
Og man skal have været i lige så meget af en osteklokke for ikke at have læst, set og hørt noget til den debat, der har udspillet sig siden. Om hvorvidt kvinder (uanset alder) selv har et ansvar for, at der måske sker dem noget, når de opfører sig som tja kvinder. Eller om det er mandehad, der driver det, når der skrives fx ’Kvinder dræbes, fordi de er kvinder. Det er ikke tilfældet for mænd.’
Kan begge dele passe?
Jeg har selv set og læst en del opslag på diverse SoMe-kanaler fra både mænd og kvinder, der har gjort indtryk – på meget forskellige måder. Nogle meget saglige med tal og fakta, der ikke findes argumenter imod. Andre totalt usaglige a la ’Det er også kvindens skyld’ og dem med hashtagget #NotAllMen.
Af den første kategori så jeg et (fra en mand), der gjorde dybt indtryk, fordi han gjorde meget ud af, at begge de to synspunkter, der går igen og igen og gerne fra samme person simpelthen ikke kan passe på samme tid.
Det giver ikke mening, at man på den ene side hævder, at det er vildt uretfærdigt at skære alle mænd over én kam ved at sige, at kvinder generelt har grund til at frygte mænd, da de fleste jo er søde og ufarlige.
Og man så i næste sætning fremturer med, at det da også er for dumt at stole på to vildt fremmede mænd, at bevæge sig rundt i byen med så lidt tøj, for meget alkohol i blodet, alt for sent og og og… For alle ved jo, at piger skal tænke sig om.
Det hænger jo netop ikke sammen. Begge dele kan ikke være rigtige på samme tid. Det kan ikke både være kvinders egen skyld at komme galt af sted, hvis de ikke mistænker samtlige mænd for at ville dem noget ondt samtidig med, at det er helt voldsomt urimeligt, at kvinder generelt er skeptiske over for mænds intentioner og derfor passer lidt på sig selv.
Er det mandehad at sige sandheden?
Nogle af den anden kategori har gjort præcist det modsatte. Nemlig lavet en #NotAllMen og vendt den rundt til, at politikere og feminister misbruger drabet på en ung kvinde til at promovere deres had til mænd.
Deres had til mænd???
Uanset hvor meget jeg har været udsat for gennem mit liv, og det er faktisk en hel del (også udover en uønsket hånd på låret), har det aldrig fået mig til at hade mænd. Og det gør det stadig ikke.
Jeg er som langt de fleste kvinder godt klar over, at hovedparten af mænd er søde og ordentlige og ikke vil mig noget ondt. Men det er den sidste lille del, der ikke er, der har fået mig til at gå med nøgler mellem fingrene, nøgler i et meget langt bånd, eller krydse alle fire fodovergange i et lyskryds for at finde ud af, om jeg blev forfulgt.
Det er den sidste lille del, der har fået mig til at få mine døtre til at skifte tøj, selv om de så så smukke og dejlige ud, fordi jeg vurderede, at de var for unge til at tage vare på sig selv, hvis de lige så unge mænd misforstod deres signaler.
Så til hashtagget #NotAllMen er der kun ét svar #AllWomen.
Tallene taler for sig selv
Og så er der tallene som svar. Cirka 1/3 af alle drab begået herhjemme er på kvinder. Som modsvar kan man så fremføre, at det jo så må betyde, at cirka 2/3 er på mænd, og det er selvfølgelig korrekt. Hvis vi så kun ser på det, kan man jo stramme den og sige, at så er det jo langt farligere at være mand end kvinde.
Tja, men de andre tal er, at kun 8% af gerningsmændene er kvinder, og dermed er 92% altså mænd.
Så den helt korte konklusion her er, at det er mænd, der dræber. Ikke alle mænd, nej, men langt størsteparten af dem, der begår drab, er af hankøn.
Og drab på kvinder er den langt største enkeltgruppe af ofre. Banderelaterede drab står kun for omkring 11% af drabene herhjemme. Men banderelaterede drab har indtil videre betydet 81 politiske initiativer og tre lovpakker. Og kvindemordene?
I dag kom der en udmelding om, at nu skal der ske noget på området.
Dette var dæleme også på tide. Kun godt én måned inde i det nye år er der allerede blevet dræbt fire kvinder. Kvindedrabene har ligget ret stabilt gennem de seneste 25 år, men alligevel har ingen følt nogen særlig grund til at gøre noget synderligt ved det.
Og det på trods af at vi ved, at vi som alle de foregående år ikke taler om kvinder, der har været del af en bandekonflikt, kriminelle eller blot udsat for en ulykke.
Det her er kvinder, der er blevet dræbt, fordi de er kvinder!
Jo, gu’ fanden handler det om køn!
Så til dem, der bliver ved med at råbe fra hustagene (eller SoMe som det vel nærmere er i dag), at det ikke handler om køn, er der kun at sige/spørge: ’Er du mere blind end en muldvarp eller dummere end snot?’
Kvinder dræbes af mænd, fordi de er kvinder. Mænd dræbes også af mænd, men ikke fordi de er mænd. Når kvinder går ud i byen, er de bange (med rimelig grund) for mænd. Mænd er også bange for andre mænd (nogle gange), når de er ude i byen.
Hvem er bange for kvinder? Vist ikke ret mange, vel…
Og så har vi de her kvindehadende grupper som fx incels, der er et voksende problem, også herhjemme. Faktisk så meget at PET nævner dem i deres seneste trusselsvurderinger på linje med anden terror.
Det her er alvorligt. Og det handler om køn.
Magtesløs afmagt
Men vi må ikke lade det tage modet fra os. Vi må ikke miste troen på, at det kan blive bedre, selv om det tager lang tid. Og allerede har taget al for lang tid.
Forleden læste jeg en statusopdatering om en kvinde på 60, der havde mistet håbet efter at have læst om Mia. En kvinde der så det som sin 60-års fødselsdagsgave, at hun rent faktisk stadig var i live og nogenlunde ved sine fulde fem efter alt det grusomme, hun også havde oplevet i sit liv. Men livet havde hun dog.
En kvinde, der følte, at drabet på Mia satte både hendes og alle andre kvinders liv i perspektiv, stjal vores forhåbninger og illusioner om frihed og tryghed.
Jeg håber, hun finder det igen. Jeg håber, vi alle finder det igen. Håbet.
Ethvert kvindedrab er et for meget. Der har allerede været alt for mange. I år. Og i alle årene forud for dette.
Lad det være nu, at vi alle, kvinder som mænd, siger: ’Nok er nok!’
Nu vi sammen beslutter os for, at vi ikke vil finde os i, at der skal være så stor forskel på at gå igennem livet, afhængig af om man er kvinde eller mand.
Kvinder skal ikke opdrages med frygt, fra de er helt små. Kvinder skal ikke generelt frygte mænd. Og kvinder skal aldrig frygte at miste livet for en mands hånd, alene fordi de er kvinder.
Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. Jeanne Kornum