I august 2014 blev en 36-årig mand dræbt i en tragisk arbejdsulykke.
Fire stålspær og en samlet vægt på fire tons faldt ned over ham på en jysk stålvirksomhed, og historien trak overskrifter i de lokale medier.
Den dræbte var Louise Remmevads lillebror Kenn Madsen. Han efterlod sig en lille søn på tre år og en datter på seks.
Nu fortæller hun om de konsekvenser, det har, når én, man har kær, ikke kommer hjem fra arbejde igen.
- Der var kaos i vores familie. Jeg lukkede mig fuldstændig inde i mig selv og tænkte kun på børnene. Det var bare så håbløst uretfærdigt, siger Louise Remmevad til Avisen.dk nu knap to et halvt år efter ulykken.
Hvert år betaler en række danskere den allerhøjeste pris for at passe deres arbejde ved at miste livet. Sidste år var det 33.
Fuldstændig uvirkeligt
Den dag, ulykken ramte Louise Remmevads lillebror, var hun på vej ud med skraldet, da to betjente mødte hende i døren. Hendes lillebror var død i en arbejdsulykke, og han lå på Aalborg Universitetshospital, lød den brutale besked.
- Det er jo sådan noget, man ser på film, og det var fuldstændig uvirkeligt, husker Louise Remmevad.
På hospitalet fik familien mulighed for at se Kenn Madsen en sidste gang. Udover en lille skramme i ansigtet, lignede han en, der lå og sov helt roligt. Det var ikke synligt, at den tunge stål havde gjort så meget skade på hans krop, fortæller Louise Remmevad.
- Det var surrealistisk. Min far var helt ude af sig selv og skulle have noget beroligende. Derimod overraskede det mig, hvordan jeg selv reagerede i situationen. Jeg blev hurtigt den, der ordnede praktiske ting, siger hun.
Børnene kom først
Selvom Kenn Madsens død var et chok for alle i familien, var Louise Remmevads fokus især på de to børn, som han havde med en ekskæreste.
- De siger tit, at de savner ham. Og den mindste kan faktisk huske utroligt mange ting om ham, selvom han kun var tre år, da det skete, siger hun.
Til daglig arbejder hun selv som nattevagt på et bo- og aktivitetstilbud for psykisk syge i Randers og har to børn på 17 og 19 år. Og så prøver hun at se sin nevø og niece så ofte som muligt.
Dødsulykken har også betydet en stor omvæltning i deres i dag 62-årige bedstemors liv.
Hun sagde nemlig sit job op og flyttede fra Kolding til Hobro for at blive en fast del af børnenes liv.
- Jeg tør slet ikke tænke på, hvad vi havde gjort uden min mor, siger Louise Remmevad.
Vreden fyldte
Tabet af den tre år yngre lillebror var også tabet af den eneste, som hun kunne dele minder fra sin barndom med, en barndom, der ikke altid var lige let.
- Jeg mangler ham rigtig meget. Men jeg besluttede, at min verden ikke skulle gå i stykker, og jeg prøver at huske på, at han også ville have sagt, at jeg skulle komme videre, siger Louise Remmevad.
Hun husker, at hun var så vred over det, der var sket, at det overskyggede alt andet.
- Men vreden ødelægger ens liv, så man er nødt til at give slip på den, siger hun.
Vigtigt at holde sammen
I tiden efter ulykken måtte familien stå sammen for at være der for børnene, men det var ikke altid lige let.
Man ville give ham et gravsted, men Kenn var ateist og ville helst begraves ude i skoven. Louise Remmevad husker, hvordan de praktiske ting splittede familien.
- Når man efterlader sig to små børn, skal de jo også have et sted at besøge, og der var så mange ting, man skulle tænke på efter hans død. Og rigtig mange ting, som han jo ikke selv havde nået at sige til os, siger hun.
Derfor valgte familien alligevel at sætte en sten på kirkegårdens græsplæne og plante et mindetræ på en høj i byen, som bliver besøgt en gang om året.
Louise Remmevad følte sig ofte som en konfliktmægler, når der var uenigheder. Og derfor vil hun gerne huske andre på at støtte hinanden, hvis de går igennem en krise.
- Man skal holde sammen og ikke blive splittet som familie. Selvom det kan være svært, skal man prøve at rumme hinandens forskellige måder at sørge på, siger hun.