Lars Løkke Rasmussen er skuffet. 1. maj er der nemlig fest og glæde dage, passionerede talere og livsglæde. Det ville han gerne være med til, men det må han ikke.
Også selvom han fortæller, at han flittigt fløjter Når jeg ser et rødt flag smælde, når han sidder under krystal-lysekronen på statsministerkontoret og kommer fra beskedne kår.
- Når jeg tænker på 1. maj, tænker jeg først, at bøgen springer ud. Så tænker jeg Fælledparken, øl, musik, røde faner og livsglæde. Og så tænker jeg, hvorfor er jeg ekskluderet fra det gode selskab? Det er jeg jo af den ene grund, at jeg blev politisk aktiv i en ung alder, og så blev jeg puttet ned i en bås, der lyder, ’du er ikke arbejder,’ selvom min mor var ufaglært, og jeg har været lønmodtager hele mit liv, siger Lars Løkke Rasmussen til Ugebrevet A4.
Efterhånden har han forenet sig med, at 1. maj bare aldrig bliver en fest, hvor en venstremand er velkommen. Men han synes det er træls, at venstrefløjen og fagbevægelsen har monopol på at kæmpe for lønmodtagerne.
- Folk skal jo have deres ceremonier og ritualer i fred, og på den måde er 1. maj altså bare ikke min fest. Også selvom jeg egentlig føler et skæbnefællesskab med dem – altså jeg er fandeme ikke født med en guldske i munden eller nogen andre steder. Min mor gik syv år i skole. Jeg er den første i min familie, der blev student og den første på universitetet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Kampen for den lille mand
Til tider kan det være med et tungt hjerte, at landets statsminister kaster et blik på de sociale medier. Som landets mest magtfulde politiker bliver han nemlig skudt lidt af hvert i skoene, og selvom Lars Løkke er tykhudet, kan han stadig blive påvirket.
- Jeg hader, at jeg kan læse på Facebook, at du har også bare dit på det tørre. Gu’ har jeg da ej, og i det omfang jeg har, så har jeg da selv sørget for det. Det stod ikke skrevet over min vugge i Arbejderbevægelsens Andelsboligforening i Skolegade 10 i Vejle, at jeg skulle alt det her. Det gjorde det da ikke, siger statsministeren.
Og det kan godt gibbe lidt hos venstremanden, når sange som Jens Vejmand gjalder på plænen 1. maj - kampen for lønmodtageren er nemlig også statsministerens kamp. Også selvom han godt ved, at der nok ikke er mange under de røde faner, som i dag vil tage hans ord for gode varer.
- Jeg synes faktisk, hele mit politiske liv handler om den kamp. Det er jo den samme indignation over små mennesker, der bliver klemt, som har drevet mig i det politiske liv. Det kan man så tro på eller ej, siger statsministeren med et skuldertræk.
Læs hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen om 1. maj, fagbevægelsen og højere pensionsalder.