De usikre faktorer har altid ligget på lur i Grethe Kirkebys liv.

Om hun ville kunne skaffe nok penge til sine to børn, da hun var blevet skilt. Om morgendagen ville byde på endnu et af de voldsomme migræneanfald, der fremtvang opkast og betød, at hun endnu en gang skulle ringe til kollegaerne og melde sig syg. Og endnu engang føle, at hun var en byrde.

Men at betale til efterlønnen var hendes valg. I perioder var det en af de eneste ting, som lå fast i hendes liv.

"Jeg er glad for, at jeg dengang havde en garanti. Jeg vidste, jeg ville have et liv efter arbejdet," siger Grethe Kirkeby.

Drøm sat til side

Efterlønnen var en frihed, en kattelem hun kunne bruge, hvis den kroniske migræne tvang hende af arbejdsmarkedet. Eller de mange sengeredninger på kursuscenteret i Helsingør sled hende op.

Nogle drømmer om at blive astronaut. Andre om at blive fotomodel. I Grethe Kirkebys barndomshjem i Give var drømmene mindre vidtløftige. Grethe ville gerne gå på frisørskole.

"Det er der ikke penge til. Jeg er den eneste indtægt i den her familie," sagde hendes mor. Ikke fordi hun ikke undte den 16-årige Grethe et frisørjob. Men fordi livet som enlig mor havde tvunget hende til at tænke i det mulige - i stedet for at drømme.

"Jeg kan måske skaffe dig et job på fabrikken," sagde moren.

Grethe Kirkeby startede ved samlebåndet på Legofabrikken sammen med sin mor i Billund. Her malede og pakkede hun legetøj.

Angst for at dø

En dag fik Grethe et ildebefindende på fabrikken. Der kom en læge. Og kort efter en besked, som gjorde Grethe grundangst. Hun blev indlagt med kronisk nyrebetændelse. Nyren skulle ud.

"Jeg troede, at jeg skulle dø, hele tiden mens jeg var indlagt. Jeg var så bange, at jeg fik ondt alle mulige andre steder i kroppen end, hvor nyren sad," fortæller Grethe Kirkeby.

Hun var 17 år - og alene i stuen på hospitalet. At få fjernet en nyre var ikke almindeligt, men omgivelserne havde ikke den store forståelse for hendes frygt for at dø.

Grethes mor var kvinden, der altid sprang til med hjælp, hvis vaskemaskinen brød ned eller en tandlægeregning var umulig at betale - men når det kom til følelser - eller angst for noget ukendt, så kom hun til kort. Hun kunne ikke forstå, hvad der var galt med Grethe - og hun forstod slet ikke, at hun var bange for at dø.

Søgte væk

Grethe kom hjem fra hospitalet og fortsatte fem år på Legofabrikken. Bagefter arbejdede hun som opvasker på færgen mellem Esbjerg og Harwich i England - kom tilbage til Lego igen. Og en dag fik hun nok.

Hun fik en idé om, at hun trængte til frisk luft. Trængte til at komme længere væk fra sin mor. Væk fra samlebåndet. I Vejle Amts Folkeblad fandt hun en annonce. Hjemmeværnets Politiskole søger en køkkendame, stod der.

Hun tog sin Morris Mascot og flyttede alene tværs over landet til Helsingør for at starte på en frisk.

Det var hendes egen beslutning. Her mødte Grethe sin første mand. Fik børn. Fik et nyt job på et kursuscenter, hvor hun gjorde rent og redte 30 senge hver dag i 26 år. Så meldte migrænen sig på banen.

Hvad der startede med spændinger i nakken, da hun redte senge, blev med tiden til en kronisk migræne. To dage i træk måtte en læge rykke ud til hendes hjem, for at jage en morfinsprøjte i låret på hende.

Lægen gav et par smertestillende kanyler til Grethe, som hendes kolleger på jobbet kunne give hende, når de allerkraftigste migræneanfald kom på jobbet.

Levede på skrump

Ligesom hendes mor ikke forstod nyresygdommen, forstod hun ikke Grethes migræne.

"Min mor havde ikke haft hovedpine en eneste gang i sit liv, så det var svært for mig at fortælle, hvor hård min migræne var," siger Grethe Kirkeby.

Men der var én ting, Grethes mor havde forståelse for - Grethes liv som enlig mor. I 1991 blev Grethe skilt. Hun arbejdede på kursuscenteret fredag, lørdag og søndag.

For at spare penge til vuggestuen tog hun sin yngste søn på et halvt år med på arbejde om fredagen. Hun stillede barnevognen med den lille tæt på en kollega, der kunne have et øre på ham, mens hun selv gjorde rent. I weekenderne passede eksmanden ham.

Pengene var små. Der var lige råd til husholdningen og den største drengs medlemskab i en fodboldklub. Julegaverne hjalp Grethes mor med, for hun kunne købe billige 'fejlkasser' med Legoklodser fra fabrikken.

Bange for næste dag

Grethe fandt i 1998 sammen med sin nuværende mand Peter Kirkeby, og en periode med mere tryghed begyndte. Men migrænen skabte stadig problemer.

"Jeg lå ofte og vendte mig i sengen om natten, fordi jeg var bekymret for, om jeg ville have migræne om morgenen og være en belastning for mine kolleger," fortæller hun.

For fire år siden, fortalte hendes læge hende, at hun, på grund af migrænen, med det samme måtte stoppe arbejdet med sengeredning på kursuscenteret og finde noget mindre belastende. 

Hun fik job uden sengeredning på et plejehjem. Men rækken af hårde job har tæret på kroppen, siger hun.

Grethe Kirkeby har nu været på efterløn i halvandet år, men selvom hun er stoppet med at arbejde, tager hun stadig smertestillende piller mod migrænen.

Zumba og petanque

Da Grethe hørte om statsministerens nye målsætning om at afskaffe efterlønsordningen, gjorde det hende vred.

"Følger man Løkkes ord, skal jeg næsten skamme mig over, at jeg er på efterløn. Men, at jeg indbetalte den smule penge hver måned, har været en redning for mig. Min krop var kørt ned, og efter et par uger på efterløn, livede jeg helt op igen," siger Grethe Kirkeby.

I dag danser hun zumba, går stavgang og kaster petanquekugler hver uge. Det gør hun for helbreddets skyld.  Hun lever et liv som efterlønner med langt færre bekymringer, end hun havde førhen.

Spørger man Grethe, om hun i stedet for alt den sport, ikke ville kunne arbejde på nedsat tid eller fleksibel efterløn og dermed bidrage mere til samfundet, kommer svaret prompte:

"Jeg ville gerne arbejde 10-15 timer om ugen, hvis ikke det blev modregnet i min efterløn. Men jeg har indbetalt omkring tusind kroner om måneden til efterløn, fagforening og A-kasse det meste af mit liv, så jeg har fortjent og har ret til at have et godt liv mellem arbejdet - og før jeg kommer på plejehjem," siger Grethe Kirkeby.