Man sover godt i franske biografer. Især, når man har knoklet hele dagen for at skaffe sig en billet til en af den slags gallapremierer, som er forbeholdt filmstjerner, instruktører og producenter.

Folk slår efter sigende hinanden ihjel for den slags adgangstegn, og det siger derfor sig selv at den slags VIP-visninger er fuldstændig lukket land for journalister. Selv de pressefolk, der får lov at fotografere langs den røde løber, har helt særlig status og skal i øvrigt bære smoking.

I går (mandag) handlede det om ’Paranoid Park’. Gus Van Sants nye film, der er med i konkurrencen om et par gyldne palmer. Det lå ikke i kortene, at Nyhedsavisens udsendte om aftenen skulle defilere op ad det nyudskiftede knaldrøde gulvtæppe sammen med Van Sant og 117 andre stjerner (selv den altid omtågede Mickey Rourke fik en hånd med på vejen).

Networking er alt, og aftenen før dansede jeg (og kulturministeren) diskodans på stranden med en portugisisk skønhed (Julita), der tilfældigvis er assistent for en eller anden hot shot-producer, som hver aften får to adgangstegn til den røde løber. Hold op, hvor Nyhedsavisen fik travlt med at networke.

Næste dag, to timer før galla-tamtam til ære for ’Paranoid Park’, tikker der en sms ind med beskeden. ’I have ticket for you. Remember to wear tuxedo’. Nu sidder man ikke lige sådan her i en strandstol og har en oppustelig smoking i badebukse-lommen, men på er man selvfølgelig. Så meget, at alt (næsten) gik galt.

Jeg løber op og ned ad smalle stræder i det crowdede Cannes, men kan ikke finde en butik, der udlejer smokinger.

Bang! Jeg ramler ind i den danske instruktør Thomas Vinterberg, og skønt han ikke aner, hvem jeg er, tilbyder han mig sit galla-outfit. Hvis det altså ikke var pakket ned i en kuffert. Han guider mig til en butik, der guider til en butik (o.s.v.), indtil jeg et minut i lukketid sætter foden i døren hos en fransk smoking-udlejer, der gerne vil lukke shoppen, så han kan komme hjem og spise aftensmad.

Jeg trygler og gentager igen og igen, at alt i livet handler om l’amour, indtil han endelig stikker mig et sæt tøj - inklusive butterfly og skærf. Jeg tømmer mine lommer (VISA-kortet er for længst blevet spærret) og endelig er jeg klar til festen. Yes!

Negerfødder til salg

Men nej, en time før premierestart er der en venlig monsieur, der gør opmærksom på, at mine røde gummisko ikke går an på den fashionable løber. Jeg panikker. Ringer til Nordisk Films direktør, det eneste mobilnummer på en mand med pæne sko, jeg tilfældigvis har i lommen, og spørger om han vil bytte fodtøj.

Eftersom han overhovedet ikke kender mig, er han ikke umiddelbart interesseret. Faktisk decideret afvisende. Jeg løber rundt og spørger alle med sorte sko om, hvorvidt deres fodtøj er til salg. Kun et eneste menneske forbarmer sig over mig. En kæmpestor, sort sikkerhedsvagt, der står foran en hvid luksusyacht og imponerer med fødder så store som fliser. 100 euro skal han have for sine sorte læderplader.

Jeg tigger penge fra forbipasserende i en halv time, men da handlen endelig skal afsluttes, kommer en altid velklædt kollega fra Børsen forbi på vej til pressefest på molen. Det bliver således hans alt for små sko, jeg spadserer rundt i, da jeg med Julita under armen indtager den røde løber.

Var det et sus? Nej, for vi er så ukendte, at vagterne beder os om at skynde os videre. Var filmen god? Ved det ikke helt, vi faldt begge i søvn.

Var der bagefter én, der fortalte mig, at gallabilletter kan journalister altså sagtens få, hvis bare man møder op om morgenen og stiller sig i kø ved en særlig skranke? Ja. Og jeg må indrømme det. Jeg er en klovn, men i Cannes er glamouren altså også helt til grin.