Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Ja, for ingen gider snakke om kvoter. Slet ikke hvis det bliver sat i sammen med ordet ’kvinde’. Fiskekvoter? Joeh, okay… Men kvinde-kvoter? Det bliver et rungende ’Nej tak’ herfra!
Så overskriften – er det ren clickbait fra min side? Njar, for ordet ’sex’ bruges også på engelsk om køn, selv om ’gender’ nok vil være lidt mere præcist.
Men kvindekvoter handler om køn. Det handler om kønsforståelse. Måske især om stereotyper. Om bias og privilegieblindhed. Kultur og historie. Og ikke mindst om vores dejlige danske selv(fed)forståelse af, at vi er det mest ligestillede land i verden.
Så ingen, og da slet ikke nogen fra det så verdensfjerne EU, skal komme og pålægge os, hvad vi skal gøre, når det handler om øremærket barsel til mænd eller kvoter for andelen af kvinder i de øverste ledelseslag. For den slags klarer vi meget bedre og mere ordentligt selv.
”Kommer tid, kommer råd” lyder den vante parole.
Hvor længe skal vi så vente?
Problemet er bare, at kvinder må vente overordentligt længe, før der reelt sker noget. For sagen er, at det tog danske kvinder årtiers kamp og mandlige støtter at opnå valgret til først kommunalvalg og derefter til Folketinget. At der derefter skulle gå næsten 100 år, før vi fik vores første kvindelige statsminister.
Og netop de 100 år, som så ofte synges i alverdens børnesange, er tilsyneladende en helt almindelig ventetid for de danske kvinder, som vi lige så godt kan vænne os til, hvis vi ikke vil have lovindgreb.
Hvis man ser på stigningen i antallet af kvindelige topchefer hos de store virksomheder herhjemme inden for de sidste 10 vider, er den så ubetydelig, at de seneste beregninger viser, at der vil gå 102 år, før der er en ligelig fordeling mellem kønnene. 102 år!
Og det samme gør sig gældende for ligeløn for lige arbejde, selv om vi har en lovgivning på området, der går helt tilbage til 1976 – i øvrigt båret frem af et EU-direktiv.
Vi halter stadig mange procent bagud, og fortsætter vi i samme spor, tja så kan vi igen vente mere end 100 år. Faktisk 109 år. Det er dæleme mange. Så mange at ikke en gang min yngste på 10 år kommer til at opleve det. Den har jeg rigtig svært ved at sluge.
Det går den forkerte vej
Så kan man jo argumentere med den velkendte: ”Jamen, Rom blev jo ikke bygget på én dag?!”
Jaeh. Joeh. Men alligevel!
I forhold til ligelønnen går det så i disse år faktisk den forkerte vej. I bedste fald snakker vi stilstand.
Trods årtiers kamp er udviklingen simpelthen gået i stå. For chefer og højtuddannede er forskellen på mænds og kvinders løn den samme år efter år – for jurister og økonomer ser gabet ud til at vokse.
Det er så deprimerende, da meget tyder på, at kampen for ligeløn er en ordentlig omgang Sisyfos. Du ved ham, der var dømt til for evig tid at trille en stor sten op ad bjerget, og når han næsten var oppe, trillede den fra ham og endte ved bjergets fod, så han måtte starte forfra.
Det er nok de færreste af os, der kan blive ved med at kæmpe samme kamp, hvis der ikke er udsigt til bare det mindste positive resultat.
Er Danmark simpelthen blevet en bananrepublik?
Selv om det kan ligne en udmattelseskamp eller ’Chicken’, når der intet (positivt) er sket de sidste 30 år, kommer der heldigvis hele tiden nye kræfter til, der fortsætter, selv om der er meget, der tyder på, at vores selv(fed)forståelse af Danmark som foregangsland på ligestillingsområdet er totalt blind for de reelle forhold.
Det slog ’Global Gender Gap Report 2021’ fra World Economic Forum fast, da vi blev fremhævet som et af de lande i verden med størst løngab mellem kønnene på trods af en veludviklet økonomi. På bare et enkelt år faldt vores placering fra en 14. til en 29. plads – langt under lande som Namibia og Rwanda.
Alle vores nordiske naboer, Island, Finland, Norge og Sverige, er i Top-5 over lande med mest ligestilling mellem kvinder og mænd.
Men hvorfor er de og forbliver de at være det, mens vi selv i bedste fald står stille eller blot ryger længere og længere ned ad listen?
Noget af forklaringen skal nok findes i sætningen: ”Fremgang er ikke noget, der sker af sig selv.”
Lovgivning og kvoter virker
I Island indførte man kvoter på 40% kvinder i bestyrelser, og virksomheder med over 25 ansatte skal kunne dokumentere ligeløn – ellers vanker der bødestraf. Og der er også for godt 20 år siden via lovgivning skabt mere lige barsel mellem forældrene.
Ásmundur Einar Daðason, der er både mand og Islands social- og børneminister, med ansvar for ligestilling, har tidligere udtalt, at årsagen til Islands placering på listen skyldes politisk mod til at skride ind, fordi udviklingen ikke går hurtigt nok af sig selv.
Norge var i 2003 det første land i verden til at introducere kvoter i de børsnoterede selskabers bestyrelser med et minimum på 40%. Selskaberne (godt 600) fik en frist til frivilligt at indføre det, men da det ikke lykkedes, blev forlaget vedtaget ved lov. Det virkede. Næsten fra den ene dag til den anden var tallet oppe på de krævede 40%.
Ser man på de ikke børsnoterede selskaber, er der langt færre kvinder i bestyrelserne, hvilket igen understreger betydningen af politisk indgriben.
Ikke måltal. Lovgivning med sanktioner – ellers bliver det ikke andet en fine ord.
Hvorfor sker der så ikke noget?
Der er så mange argumenter imod kvoter for kvinder i bestyrelser og topledelse, men efterhånden er selv de mest hårdnakkede modstandere ved at få øjnene op for, at det ikke kan blive ved med at gå. I hvert fald ikke hvis vi ønsker reel forandring.
Lige som de mest sejlivede myter om grundene til, at vi ikke ser flere kvinder på topposterne også falder til jorden en efter en.
Et argument mod kvoteloven, der gentages igen og igen er, at det er meget vanskeligt at finde kvinder, der er kvalificerede, så kvoter vil få virksomheder til at udpege mindre kvalificerede kvinder i bestyrelserne.
De seneste undersøgelser dog, at kvindelige bestyrelsesrepræsentanter er lige så godt eller bedre kvalificerede end deres mandlige forgængere. De har længere uddannelse, og flere har også afsluttet en MBA-uddannelse.
Alligevel var mindre end hver femte stol i bestyrelserne i 2019 besat af kvinder. På direktionsgangene er det kun hver syvende. I den private sektor er andelen af kvinder på ledelsesgangene steget med mindre end tre procent henover de sidste syv år.
Vi har nogle af verdens bedst uddannede kvinder, men de når sjældent helt til tops og ind på direktionsgangene eller i bestyrelseslokalerne.
Hvorfor er det så så svært for dem at få en plads ved bordet?
Det svar er der mange bud på, men de fleste kommer af holdninger ikke fakta.
Over halvdelen af de 1.200 største danske virksomheder har ikke én eneste kvinde repræsenteret i det øverste ledelsesorgan, og selvom studier viser, at kvoter kan være effektive, er det alligevel kun to procent af danske ledere, der foreslår kvoter som et middel til at få flere kvindelige ledere.
Noget af svaret skal nok findes i, at vi alle (kvinder som mænd) er utrolig biased. Vi har et meget konservativt billede af en leder, og det er generelt en ’med tap’, som lyder navne som Hans, Christian og Mads.
Ingen vil være en kvotekvinde
Og så skal vi se det i vores selvforståelse, at vi simpelthen selv tror på, at vi altid vælger den bedst egnede. Vi tror på, at vi lever i et såkaldt meritokrati, hvor vi alene dømmer og bedømmer andre ud fra deres meritter – altså den bedst egnede. Og det er rigtig svært at ændre, så længe vi ikke vil anerkende, at der ikke er det, vi gør.
Og det kan kvoterne få os til at indse. Når vi bliver ’tvunget’ til at vælge nogle, der ikke står i rækken med resten af de allerede kendte Tordenskjolds soldater og dermed finder ud af, at det ikke bare ikke ødelægger forretningen eller organisationen, men faktisk gavner.
Og så lad os da lige tage et af de sidste sejlivede argumenter:
At kvotekvinder bliver marginaliseret og set som netop kvotekvinder før noget andet. Det er der heller ikke belæg for.
Så når toneangivende både kvinder og mænd går ud med det argument, at det da må være forfærdeligt at vide, at man (som kvinde) kun havde fået den plads netop på grund af kvoter, så må jeg bare sige, at jeg tager den gerne, også som kvotekvinde, fordi det er så svært ellers at få pladsen.
Og så skulle jeg nok gøre mit til at bevise, at jeg havde fortjent den, selv om jeg er født uden den famøse tap mellem benene.
Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. Foto: Jeanne Kornum