Børn og unge, der søger familiesammenføring med en eller begge forældre i Danmark, får i langt færre tilfælde afslag med den begrundelse, at de ikke har udsigt til en vellykket integration.
Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Johanne Schmidt-Nielsen (EL), skriver metroxpress.
Hun tolker udviklingen som et klart resultat af, at udlændingeloven blev ændret i juni sidste år, så barnets integrationspotentiale i dag betyder mindre.
- Jeg er rigtig glad. Det tyder på, at loven virker. Målet med lovændringen var, at flere børn skulle have lov til at bo med deres forældre i Danmark, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der gerne så en yderligere lempelse af reglerne.
I 2010 fik 194 mindreårige - heraf 96 under 12 år - afslag på familiesammenføring, fordi de ikke havde udsigt til en vellykket integration.
Fra lovændringen og frem til den 15. marts i år er antallet af afslag på den baggrund faldet til seks. Samlet set har 130 fået afslag efter den nye lov mod 430 i 2010.
Udviklingen er dårligt nyt, mener Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.
- Jeg er bange for, at det betyder, at der nu kommer børn til Danmark, som netop ikke har mulighed for at blive integreret, siger han til metroxpress.
Han frygter, at flere børn bliver sendt på genopdragelsesrejse til hjemlandet:
- Der vil være nogen, som får mulighed for at blive sendt til hjemlandet for at gå på koran-skole og blive opdraget i det modsatte af, hvad vi vil kalde danske værdier, siger han.
/ritzau/