Der må ikke være tvivl om, at læger udelukkende rådgiver myndigheder ud fra faglige interesser, mener Lægeforeningen.
Her opfordrer man sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at komme på banen med en vejledning i, hvordan man sikrer, at lægers habilitet er intakt, når de optræder som eksperter i råd og nævn.
- Vi kan ikke leve med sager, hvor der kommer tvivl om den rådgivning, myndighederne får.
- Derfor opfordrer vi til, at ministeren laver en grundig national vejledning i, hvordan vi sikrer habiliteten for læger og eksperter, der udpeges, siger Mads Koch Hansen, Lægeforeningens formand.
Reaktionen kommer efter, at Politiken søndag beskriver, hvordan læger har opfordret myndighederne til at give HPV-vaccine til ældre kvinder og drenge, samtidig med at de har forbindelser til medicinalvirksomhederne bag vaccinen.
Mads Koch Hansen peger på, at der blandt andet i Storbritannien er retningslinjer og regler for lægers forhold til eksempelvis medicinalfirmaer, og han mener, at Danmark forlængst burde have fulgt trop.
De fremtidige regler kunne ifølge Lægeforeningen indeholde krav om, at læger skal oplyse om alle samarbejdsrelationer til medicinalindustrien og andre forhold, der kan spille ind.
Derefter er det dem, der udpeger rådgiverne, som skal vurdere, hvorvidt lægerne har interessekonflikter.
Lægeforeningens formand understreger, at der ikke er beviser for, at lægerne i dag optræder inhabilt, men tvivlen er nok i sig selv.
- Tvivlen er der, og det er problemet. Det er ikke sikkert, at der er noget galt, men at der er tvivl, gør, at man som fagperson, patient og politiker ikke kan have tillid til, at rådene bliver givet på fagligt grundlag, og det er ikke godt nok, siger han og tilføjer:
- Hvis vi vil have disse eksperter til at hjælpe myndighederne, så må vi også sikre, at deres habilitet er i orden. Og det gør myndighederne ved at stille nogle krav, som lægerne kan leve op til.
/ritzau/