Kronprins Frederik havde i sine unge år svært ved at håndtere, at han en dag skal være konge.
Men sådan må det ikke gå for sønnen Christian, der også en dag skal være Danmarks regent, skriver TV 2.
Det fortæller kronprins Frederik i en ny dokumentar - "Min vej - kronprins Frederik 50 år" - der sendes på TV 2 søndag aften.
- Hvis Christian spurgte til sin fremtid efter mig, ville jeg svare ham rimelig lige ud af landevejen, hvad det vil sige at være en konge og en monark set med mine øjne uden at gøre for mange fiksfakserier ud af det.
- At det egentlig ikke er noget at frygte. Jeg kan selv huske, hvordan jeg havde det som knægt. Det endte med at blive lidt for meget en frygt end en behagelighed. Jeg vil ikke afmystificere det, men i hvert fald gøre det lettilgængeligt for en dreng på 10-12 år, siger han i dokumentaren.
Også dronning Margrethe forholder sig i udsendelsen til Frederiks konge-forberedelser.
- Jeg tror egentlig aldrig, at jeg virkelig satte mig ned og forklarede det. Men det kom lidt hen ad vejen, og man snakkede lidt om det her og der. Jeg var nok ikke så præcis i min meddelelse til ham om det, siger dronning Margrethe.
Kronprins Frederik fylder 50 år lørdag den 26. maj.