I slutningen af september gik tv-værten Sarah Grünewald personligt konkurs med sit enkeltmandsfirma Green Forest Production.
Nu viser det sig, at det var Gældsstyrelsen, der stod bag konkursbegæringen, skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i konkursbehandlingen af Green Forest Production.
Den viser, at den 34-årige tv-vært ikke har betalt nok i skat og moms siden 2011, ligesom hun heller ikke har betalt for renovation og DR medielicens i flere perioder. I alt lyder opkrævningen til Sarah Grünewald på 2.050.060,62 kroner.
- Det er en virkelighed. Sådan er det, siger Sarah Grünewald om konkursen til Ekstra Bladet.
Tv-værten, der lige nu er aktuel som vært på TV 2-programmet 'Vild med dans', hæfter personligt for gælden. Det betyder, at myndighederne kan tage værdier som eksempelvis en bil eller fast ejendom fra hende for at betale kreditorerne. Sarah Grünewald ejer dog ifølge Tingbogen ikke fast ejendom, skriver Ekstra Bladet.
Sarah Grünewald har tidligere forklaret, at gælden skyldes et forsøg på at redde hendes barndomshjem fra at ryge på tvangsauktion.