Når Danmark vælges som udenlandske turisters rejsemål, spiller det danske kongehus ingen vital rolle.
Selvom monarkiet og alt hvad det indebærer spiller en afgørende rolle for dansk selvforståelse og identitet, er det ikke noget, der alene får besøgende fra andre breddegrader til at sætte kurs mod Danmark, viser undersøgelser.
"Fokusgrupper i blandt andet Italien og Storbritannien har undersøgt, hvad turisterne forbinder med Danmark, og det er tydeligt, at kongehuset ikke er noget fundament for vores image," siger udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen, Peter Rømer Hansen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Kongehuset spiller en rolle i Danmarks image, men de er ikke grund til, at turister besøger Danmark," lyder det.
Han påpeger, at menneskelighed, uformel omgangstone og tilgængelighed er noget af det, der lokker. Dertil kommer de klassiske besøgsmål som Den Lille Havfrue, Tivoli og Christiania.
Monica Svendsmark fra VisitDenmark bakker Peter Rømer Hansen op.
"Der er ingen, der alene rejser til Danmark for Kongehusets skyld, men omvendt viser en af vores analyser, at 53 pct. opfattede Amalienborg som en topattraktion. Jeg vil mene, at de bliver inspireret, når de er i landet, men ikke gør sig store tanker om det på forhånd," siger hun til Newspaq.
Monica Svendsmark vurderer desuden, at interessen for kongehuset stiger, jo længere vi kommer væk fra Danmark.
"De amerikanske krydstogtsgæster kan godt lide det, men hos vores nærmere bekendtskaber er interessen mere behersket," lyder det.
VisitDenmark har også brugt tid på at undersøge og analysere, hvad udenlandske medier skriver om Danmark, og den royale familie og deres omgivelser fylder ikke stort, men indgår i en større helhed.
"Det er summen af attraktioner, der spiller ind, og vi ville stadig værre fattigere uden kongehuset," siger hun.