Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Her gik vi og troede, at dokumentaren ”Sexisme bag skærmen” var et slags højdepunkt for MeToo og feminismens anstrengelser for at fælde flest mulige mænd. Men tiden efter har som bekendt afsløret forråelse, dobbeltspil og hykleri med TV 2-kvinder i spidsen. Og som altid kan man spore det hele tilbage til kondomdirektør Anne Stig Christensen på TV 2.
Det var hende, der iværksatte den advokatundersøgelse, der senere er blevet kendt delvist ulovlig og som fortsat venter på en måske meget hårdere dom fra Datatilsynet for brud på GDPR.
Det var hende, der tillod en halv snes nuværende og tidligere TV2-kvinder at stille sig frem på ”Sexisme bag Skærmen” og tilsvine tidligere mandlige kolleger uden at sikre sig, at disse kvinder selv havde rent mel i posen – hvad de for nogens vedkommende ikke havde.
”Konsensuale”
Cecilie Beck og Karen Helene Hjort har efter Ekstra Bladets afsløringer erkendt forhold til mandlige praktikanter for bare få år siden. De har senere forsøgt at redde deres bagdel ved at erklære at disse forhold var ”konsensuale”, altså gensidige og uden det fjerneste indhold af krænkelse.
Jeg tror, at jeg kan hilse fra Jes Dorph-Petersen og fortælle, at hans relation til praktikanten Therese Philipsen for tyve år siden var 100 pct ”konsensual”, hvilket hun i øvrigt selv har bekræftet i dokumentarudsendelsen. Det var først tyve år senere, hun pludselig mente, at det ikke var ”konsensualt”.
Sagen er lysende klar for alle andre end feminister: Hvis mandlige studieværter knalder en praktikant, mister de jobbet. Hvis kvindelige studieværter knalder en praktikant, beholder de jobbet og er seje. Punktum.
Der mangler muligvis en krænket mand i Becks og Hjorts affærer. Men der manglede også en krænket kvinde i Dorphs og Gaardbos affære for tyve år siden. Hun følte sig først krænket 20 år efter.
Og Anne Stig Christensen ved det. Hun er ikke ubegavet. Hun er bare en dårlig leder.
Den tavse formand
Det var også Anne Stig Christensen, der som bekendt opfordrede sine medarbejdere til at klappe hende i hendes egen sin direktør-røv med løfte om, at hun ”ikke ville sladre til nogen om det”. Det var også hende, der vrikkede med bagdel og bryster på den interne fest-video, der nu har ramt medierne. Det var hende, der delte kondomer ud til medarbejderne ved en intern fest under sloganet ”Alt det vi deler”. Og det var hende, der selv knaldede med en sportschef på TV 2 i sine unge dage som ny på stedet.
Og der er mere, hvor det kommer fra. Kondomdirektøren er for tiden i medierne hver dag med en ny sag, som hun har svært ved at forklare. Under hende er hendes medarbejdere lamslåede over det forfald, hun har ført sin tv-station ud i. Og over hende er formanden Jimmy Maymann pludselig blevet påfaldende tavs.
Maymann har ellers haft travlt med at erklære sig som feminist og at fortælle, at han ikke ville lade sin egen datter komme i praktik på stedet. Han har støttet sin kondomdirektør ved at fortælle at hun er ”en stolt bærer af den kultur, der gør TV2 til noget særligt”. Og ja, det ser sådan ud!
Forklaringsproblem
Han har fortalt, at den nylige prompte afskedigelse af næstkommanderende Flemming Rasmussen skyldtes ”uenighed om ansvarsforhold” og intet havde at gøre med sexisme og MeToo, selvom enhver idiot med blot det ringeste kendskab til forholdene på TV 2 ved, at dagbladet Informations seneste artikler om 13 sexisme-anklager er rettet mod netop Rasmussen.
Så feminist Maymann får før eller senere et forklaringsproblem. Og hans kondomdirektør må også forklare, hvordan Flemming Rasmussen kunne overleve advokatundersøgelsen sidste efterår – og derefter blive sparket ud af TV2 i løbet af få timer netop i de dage, da dokumentarudsendelsen begyndte at ringe til bl.a. Flemming Rasmussen.
Feministisk storm
Det er muligt, at folk ikke gider at høre på, at MeToo dækker over en underliggende feministisk storm. Men det store billede efterlader ikke meget tvivl om det.
Anne Stig Christensen har på to år blot som eksempel fyret tre mandlige topchefer, Peter Normann, Anders Blauenfeldt og Flemming Rasmussen. Ingen af dem røg ud pga. ringe kvalifikationer, tværtimod forlyder det, at især Rasmussen var en afsindig vigtig og succesrig kommerciel chef på TV 2.
I dag sidder der kvinder på posterne som direktører, øverste programdirektør, nyhedsdirektør, HR-chef og kommunikationsdirektør. For blot at nævne nogle af dem.
Det er de samme kvinder, der tillod deres egen nyhedsudsendelser at dække ”Sexisme bag Skærmen”, selvom TV 2 i den grad er inhabil i den sag og ikke kan dække den. Det er også dem, der har tilladt studievært Miriam Zesler at lave "Presselogen" om til MeToo-logen. Og det er dem, der hævder intet at have set til sexisme i deres egen tid på TV2, selvom de altså villigt har fyret mænd for noget, de ikke selv har kunnet genkende.
Ekstra Bladet har på det seneste afsløret en besynderlig dobbeltmoralsk standard på TV 2 som tilsyneladende har været fremherskende i den interne kultur frem til sidste år, hvor Sofie Lindes meget tvivlsomme historie satte gang i #Metoo 2.0. På ingen tid fik den feministiske baggrundsbevægelse mobiliseret et massivt tryk på TV 2’s kvindelige chef med krav om handling og intern rettergang.
På få dage havde mere end 1.600 kvinder underskrevet et manifest, der ville tvinge TV 2’s ledelse til handling mod krænkende og magtmisbrugene mænd på tv-stationen. Over 60 kvindelige medarbejdere blev interviewet personligt af kondomdirektøren, hvorefter hun iværksatte en advokatundersøgelse, der gik 32 år tilbage i tiden.
Skiftede mening
Hvad alle har glemt er, at den samme direktør få uger forinden havde udtalt, at det ikke var hendes opgave at dømme fortiden. Men det var et problem. For hvis man ikke dømte fortiden, ville man ikke få ram på koryfæerne Dorph og Gaardbo, der begge i længere perioder havde været væk fra TV 2. Og feministerne krævede netop landskendte ronkedorer fældet og udstillet på forsiden.
De fik deres vilje. Kondomdirektøren vendte om på en tallerken og åbnede dørene for enhver klagende kvinde med 32 års tilbagevirkende kraft. Anne Stig Christensen udsatte mændene for en behandling, som ikke engang lovens lange arm tillader. Det kan man nemlig i MeToo’s selvbestaltede retssamfund.
Fejet af bordet
Hun hyrede advokat Yvonne Frederiksen, der så senere har fået en bøde fra sit eget advokatnævn for den proces hun satte i gang. Og Anne Stig Christensens forskellige kvindelige løjtnanter turnerede med budskabet om, at dette var en ”uvildig undersøgelse”, indtil de så offentligt senere måtte erkende, at den netop ikke var uvildig,
Og fremfor alt nyttede mændenes indsigelser intet. Deres udlægninger blev fejet af bordet. Jes Dorph-Petersen havde ovenikøbet et vidne, der frikendte ham for Therese Philipsens påstande om ”overgreb” mod hende. Men også vidnet blev verfet væk. Uden anden begrundelse end at advokatens mavefornemmelse bød hende at tro mere på Therese Philipsen, fordi vidnet jo muligvis kunne have en interesse i ikke at tale sandt – en ren efterrationalisering. Den slags kriterier for at fælde en dom er forhåbentlig ikke pensum på jurastudiet.
Feminismen aktivistiske metoo-kampagne var skudt i gang, og kommandocentralen KVINFO var klar til at levere undersøgelser med samme kommissorium til andre medier som i TV 2’s advokatundersøgelse.
Advokatundersøgelsen blev gennemført i en sådan hast, at advokat Yvonne Frederiksen forbrød sig mod de advokatetiske regler og fik en stor bøde for sit meget lidt uvildige makværk. GDPR-reglerne var også sat ud af kraft.
De hemmeligt udpegede krænkere, blev undersøgt i mere end 2 måneder – uden at være orienteret om en igangværende undersøgelse mod dem. Det må man ikke, men i Metoo’s hellige navn er alle juridiske regler og retningslinjer sat ud af kraft. Og advokaterne fik carte blanche til at lege efterretningstjeneste og rode rundt i en masse mænds privatliv, uden at mændene anede det, før Yvonne Frederiksens anklageskrift lå klar. Derefter fik de anmeldte mellem et og 2 døgn til at indfinde sig på hendes store advokatkontor i Københavns Nordhavn og forklare sig om anklagerne, de intet kendte til i forvejen.
Løgnen om TV 2's dokumentar
Før dette havde TV 2 som bekendt iværksat arbejdet med en dokumentar for at afdække sexisme på arbejdspladser. Den blev så aflyst, fordi TV 2 ifølge dem selv pludselig opdagede at dokumentaren kun ville komme til at handle om netop TV 2. Og det mente man ikke man kunne sende ud.
Det var løgn! TV 2 siges at have en af landets bedste dokumentargrupper, og ingen skal bilde mig ind at den efter 3-4 måneders arbejde ikke havde været i stand til at finde andre krænkede kvinder end TV 2’s egne.
Da andre medier senere satte deres processer i gang, fik f.eks. Politiken over 100 indberetninger. De Berlingske medier fik et tocifret antal. Disse kvinder var også krænkede, da TV 2's dokumentargruppe gennem måneder sad og ringede rundt.
Og hvad med de andre brancher? Var der ikke en eneste sygeplejerske, der ville stille op? Var der ikke en eneste kvindelig musiker eller skuespiller. Eller en kvinde i rederibranchen? Eller en skolelærer, pædagog, medicinstuderende?
Sandheden er snarere: TV 2 opdagede pludselig, at de med den ene hånd havde iværksat en advokatundersøgelse, der skulle respektere GDPR. Mens de med den anden hånd havde iværksat en dokumentar, der i sagens natur IKKE respekterer GDPR.
TV 2 var med fuld musik på vej ind i et meget alvorligt, selvskabt juridisk sammenstød. Og atter ser vi amatørismen i ledelsen. Man tager sig til hovedet!
Ind fra baggården
Når ledelser tager uforståelige beslutninger, kommer boomerangen altid tilbage. Det skete også på TV 2, fordi en masse medarbejdere protesterede så højlydt over den aflyste dokumentar, at TV 2's ledelse fik angstanfald og skyndte sig at erklære, at andre jo kunne lave dokumentaren.
”Offentligheden skal nok få kendskab til historierne”, proklamerede den daværende talsmand Jakob Kwon fra Nyhedsafdelingen, inden han blev afskaffet, fordi folk begyndte at kalde ham for Komiske Kwon.
TV 2 tilbød dokumentaren og de krænkede kvinder til andre medier. Alle betydende medier takkede febrilsk nej, men fra en baggård kom pludselig producenten og mandefeministen Thomas Heurlin. Han ville gerne have opgaven. Han kunne ovenikøbet prale med at han havde lavet en mediepartneraftale med Politiken.
Den aftale brød nu hurtigt sammen, fordi Politiken stillede krav om ny og selvstændig research. Det mente Heurlin ikke var nødvendigt. Research er dyrt og Heurlin laver ikke tv for at bruge penge, men for at lave penge. Så han endte med at alliere sig med en amerikansk betalingskanal, Discovery – og med dk4, der formentlig stadig går og gumler på om de overhovedet vil sende skidtet
Og research ville også forstyrre narrativet om, at det hele er mændenes skyld. Men TV 2 var ligeglade, bare de kunne komme af med det brændende kul. Og de belønnede Heurlin med at stille en halv snes kvindelige medarbejdere til rådighed som krænkede. Det skortede vist ikke på opfordringer fra produktionsselskabet til de mandlige krænkere om at deltage, men det var ikke svært at regne ud, at dokumentaren ville være en gentagelse af afhøringen i advokatundersøgelsen – blot for åben skærm så alle seere kunne nyde nedslagtningen live.
Bunden er nået
Resten er historie. En dokumentar, der dygtigt spillede på følelser med dyster musik og grådkvalt kvindesnak. Selv TV 2's Janni Pedersen forsøgte at se berørt ud, selvom hun som den velkendte kongemorder på TV 2 tværtimod var henrykt over at sidde foran netop det kamera uden et eneste kritisk spørgsmål. Og super-ofret Therese Philipsen sad med sin tilkæmpede troværdighed og forsøgte at lade som om, hun i sin korte tid på TV 2 ikke havde haft en lang række affærer med studieværter og chefer, en række så lang at det vil svært at hævde overgreb og magtmisbrug i hver eneste af dem.
Og så oveni Cecilie Beck og Karen Helene Hjort! Gud i Himlen, bunden er nået! Det blev den i hvert fald, da BT's nu eks-chefredaktør Michael Dyrby efter dokumentaren gik til bekendelse og angrede og nærmeste hulkede undskyldninger ud. Han fik blot at vide, at hans undskyldning ikke var accepteret og at han var et utroværdigt røvhul.
Ideologisk lovgivning
Set lidt på afstand har vi set interessante fænomener. Metoo handler kun om, at mænd krænker kvinder gennem udøvelse af magt. Det bringer associationer til lov om psykisk vold, lov om samtykkeerklæring og nu også lov om stalking, som på samme måde er nye love, der befæster at mænd er voldsmænd, voldtægtsforbrydere og krænkere.
Det narrativ har feminismen politisk arbejdet ind i lovgivningen bare indenfor de seneste 3-4 år. Metoo har blot den forskel, at man ikke behøver at følge den sædvanlige retspraksis her i landet. Det foregår i en privatiseret domstol, hvor man er skyldig til det modsatte, er bevist. Hver enkelt lovgivning synes ud fra et fornuftperspektiv at være rimelig nok, men set i en større sammenhæng, finder man en dybere mening. Patriarkatet skal endegyldigt ned med nakken.
Medierne i selvsving
Det var også interessant hvordan alle medierne uden undtagelse gik fuldstændig i selvsving i en kollektiv fordømmelse af historiske patriarkalske magtstrukturer. Mere end 60 års mislykket forsøg på den totale matriarkalske magtovertagelse, skulle nu hævnes og fuldbyrdes. Ingen måtte stille spørgsmålstegn ved processens validitet eller gangbarhed. Den feministiske medieverden havde sat det afgørende angreb ind og det skulle ikke forstyrres.
Adskillige gange gennem efteråret blev dokumentaren udsat, angiveligt fordi frygten for juridiske og retslige konsekvenser måtte analyseres. Men endelig oprandt dagen, d. 29. november, hvor alle 3 afsnit kunne ses. Og helvede brød løs igen. En massiv, manipuleret og detaljeret kritik blev fremført uden nogen form for kritiske spørgsmål fra mikrofonholderen. Alt var sandt selv genkaldelser af oplevelser 20 år tilbage var den jomfruelige sandhed.
Stort set alle medvirkende talte med stor foragt om den sexistiske adfærd fra en række magtfulde mænd i lyseblå skjorter. Alle forsider blev ryddet, og pladserne i diverse public service-shows blev forbeholdt de nu ikoniske kvindelige martyrer, der igen frit kunne fortælle deres subjektive side af sagen uden at blive modsagt. Narrativet skulle stadfæstes med syvtommersøm, så vi en gang for alle kunne forstå at ”feminism rules”.
Kun en eneste gang har Politiken, Berlingske, BT og Information været tavse, nemlig da Ekstra Bladet afslørede Cecilie Beck. Det passerede stort set uden en lyd i disse medier. Men da de vågnede op blev skytset rettet mod Henrik Qvortrup og EB – ikke mod hykleren.
Dydens meget høje træ
Man må sige, at når feminister angler så meget efter sympati og omsorg, at de til sidst er kravlet helt op i toppen af Dydens træ, så er der kun én måde at få dem ned igen, og det er ved at nogen fælder træet. Og det gjorde de så selv. Ingen havde nemlig forestillet sig, at nogen ville kigge på og beklikke kvindernes egen troværdighed endsige adfærd. Det var ikke meningen. Det ligger jo ikke i konceptet.
Kom nu Jonas og Mette
Så hatten af for Ekstra Bladets afsløringer. Nu beder vi blot Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard om igen at vende tilbage til den kritiske journalistik, hun engang var bannerfører for. Fordi MeToo er blevet en magt og det påhviler i den grad Østergaard at være kritisk over for enhver magt, der ødelægger andre mennesker. Og det ville klæde hende, at fjerne den stupide artikel om de ”liderlige blåskjorter på TV 2”, der har ligget på avisens digitale udgave i flere uger.
Og vi beder Politikens chefredaktør Christian Jensen om at forstå, at ordentlig journalistik ikke handler om at støtte en bestemt tidsånd eller ideologisk subkultur, uanset at den kan virke rigtig.
Vi beder Informations Rune Lykkeberg om at genrejse bladets stolte navn ved at forbyde det væld af anonyme kvinder, der har fået uhindret adgang i spalterne gennem den sidste tid.
Vi beder BT's nye chefredaktør Jonas Kuld Rathje om ikke at være så nedtrykt over, at Ekstra Bladet er kørt totalt med klatten, mens BT skriver om snevejr og julegaver. Du har lidt af et smalskuldret rygte, Jonas, men du kan formentlig nå at rejse dig, hvis du ikke er alt for bange for din kæreste Mette, selvom hun regerer over Berlingske i samme koncern. Du har et valg nu: Snevejr eller magtkritik.
Mediernes observans
Da EB afslørede MeToo hykleriet, blev de andre medier tavse. Det kom på tværs, for Metoo er i den grad medieskabt, hvilket ikke er så mærkeligt, fordi medierne styres i dag af kvinder og leflende mandlige feminister. På samme måde har medierne vist stor interesse for emner som psykisk vold, samtykkeerklæring, stalking og familieretssystem, der også er rette mod maskuliniteten.
Med den indsigt, bliver det en alvorlig sag. Fordi det viser sig, at den 4. statsmagt er under massiv feministisk kontrol, og da det er den primære formidler og fortolker af hvordan dette samfund skal betragtes og forstås, så har maskuliniteten i samfundet en udfordrende fremtid foran sig.
Så dokumentaren og især de mediemæssige reaktioner, der fulgte efter, har givet klarhed over, hvad vi er blevet en del af, og det giver mig alvorlig grund til bekymring for fremtidens mænd og drenge. Derved ender det med at alle er tabere og samfundet falder fra hinanden.
Nye kulturer og vaner
Ingen mennesker skal krænkes, hverken privat eller på arbejdspladsen. Derfor skal kultur og omgangstone hele tiden verificeres, så alle forstår spillereglerne og ikke mindst konsekvensen, hvis de overtrædes.
Man gør præcis det modsatte, når man som Anne Stig Christensen fyrer mænd med tyve års tilbagevirkende kraft. Man gør det kun, hvis man mangler forståelse for sin egen styrke og ikke evner at balancere den. Anne Stig Christensen har med sin mangel på proportionalitet og moderation fået monsteret tilbage i ansigtet, og hun er på vej til at ødelægge en ellers succesrig, offentligt ejet virksomhed.
Vi må nu forstå, at ledelsen på TV 2 har sat forskellige interne kulturprojekter og udviklingsprogrammer i gang. Med det, vi har set fra den feministiske ledelse, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om de er de rette til at vurdere, hvad der skal til for at kulturen forandres, fremfor at blive til mere af det samme?
Kondomdirektørens dage må være ved at være talte. Befolkningen kan ikke være tjent med et så inkompetent lederskab i en statsejet medievirksomhed.
Torben Haugaard er virksomhedsrådgiver og medlem af Manderådet
Foto: Privat