Nogle skilsmisser er så voldsomme, at fire ud af ti af landets største kommuner har anbragt børn som følge af forældrenes skilsmisse eller konflikt. Det skriver Jyllands-Posten.
Og selv om formanden for foreningen Danske Familieadvokater, Anne Broksø, ikke selv kender til sager, hvor børn er blevet anbragt, så kommer det ikke bag på hende.
- Vi ser - både jeg og mine kolleger - efterhånden rigtig, rigtig mange sager, hvor børn mistrives i det her system.
- Og vi ser, at den mistrivsel er så alvorlig, at børn ikke kommer i skole, og at børn udvikler forskellige psykosomatiske lidelser såsom angst, siger hun til Ritzau.
Det er kommunerne Aalborg, Silkeborg, Vejle og Odense, der har oplevet, at børn får angst eller depression, bliver udadreagerende, skærer i sig selv, stopper med at spise eller udebliver fra skole på grund af forældrenes konflikt.
Konflikterne mellem forældrene kan eksempelvis handle om forældremyndighed, børneopdragelse, økonomi, samvær, eller hvem der skal have børnene boende.
I nogle sager går bølgerne så højt mellem forældrene, at kommunen bliver nødt til at gribe ind. Det er altså konflikten, der er hovedårsag til anbringelserne og ikke eksempelvis vold eller andre former for overgreb på barnet.
Ifølge Anne Broksø spidser konflikterne til, fordi der ofte går op til et år, før skilsmissesagerne behandles.
- Der er jo ikke nogen børn, der kan være i sådanne nogle konflikter i et år, uden at det får en alvorlig konsekvens.
- Så det er det, vi ser nu. Det er, at børnene betaler prisen, for at skilsmissesystemet ikke fungerer, siger hun.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at regeringen blandt andet har afsat 104 millioner kroner til at nedbringe ventetiden i Familieretshuset.
Familieretshuset var tidligere kendt som Statsforvaltningen.
På anbringelsesområdet vil ministeren have fokus på, "hvordan vi kan støtte børn og forældre tidligere, så problemerne ikke vokser sig store", skriver hun i svaret.
/ritzau/