Kommission skal løse langvarig strid om læreres arbejdstid

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen (billedet) gik til overenskomstforhandlinger i 2018 for at få en arbejdstidsaftale med hjem. Det lykkedes ikke. I stedet blev spørgsmålet udskudt, og en uafhængig kommission blev nedsat for at komme med dets anbefalinger. Mandag eftermiddag præsenteres konklusionerne. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Mandag kommer kommission med anbefalinger til, hvordan kommuner og lærere kan enes om arbejdstidsaftale.

Det var en mærkesag for lærerne at få landet en ny arbejdstidsaftale ved forhandlingerne om nye overenskomster i foråret 2018.

Men det lykkedes ikke at nå til enighed med kommunerne om, hvordan lærerne skal bruges deres arbejdstimer på skolerne.

Parterne blev i stedet enige om at udskyde spørgsmålet og nedsætte en kommission, der skulle komme med anbefalinger inden udgangen af 2019.

Mandag eftermiddag kommer så konklusionerne fra kommissionen med tidligere forvaltningschef Per B. Christensen i spidsen.

Der er meget på spil for både lærere og kommuner, vurderer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, Aalborg Universitet.

- Det afspejler en form for magtkamp mellem lærerne og deres arbejdsgivere.

- Lærerne vil gerne have deres arbejdstid reguleret ved en central, kollektiv aftale.

- Arbejdsgiverne vil derimod gerne lade arbejdstidsspørgsmålet være en del af ledelsesretten, så det er arbejdsgiveren på den enkelte arbejdsplads, der kan disponere over, hvordan lærerne arbejder, siger Laust Høgedahl.

Som det er nu, er lærernes arbejdstid reguleret ved et lovindgreb tilbage i 2013.

Det skete, da regeringen greb ind i den daværende konflikt mellem lærerne og kommunerne.

Siden blev der gjort to forsøg - i 2015 og i 2018 - på at forhandle en aftale på plads mellem parterne. Men uden held.

Spørgsmålet er, om det kan lykkes denne gang på baggrund af kommissionens anbefalinger.

- Jeg tror, begge parter har en interesse i at få landet en aftale, siger Laust Høgedahl.

- Lærerne er den eneste gruppe på det danske arbejdsmarked, der har sin arbejdstid reguleret ved lov.

- Parterne ved, at det er på tide at finde en løsning på problemet, siger han.

Når kommissionen afleverer sine anbefalinger ved et pressemøde på Gungehusskolen i Hvidovre mandag eftermiddag, er det startskuddet til nye forhandlinger mellem lærerne og kommunerne.

Håbet er, at parterne kan blive enige i løbet af foråret 2020.

Hvis det ikke sker, vil spørgsmålet om en ny arbejdstidsaftale blive sendt videre til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2021.

/ritzau/