Kommentator: Ellemanns opsang udstiller krise i blå blok

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger til Jyllands-Posten, at partierne i blå blok skal passe deres egen kiosk i stedet for at forsøge at diktere Venstres politik. (Arkivfoto) (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Jakob Ellemann-Jensen forsøger at skabe samling i splittet opposition med opsang, vurderer Hans Engell.

Det er et udtryk for stor splittelse i blå blok, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen beder de andre blå partier blande sig uden om Venstres politik og feje for egen dør.

Sådan lyder det fra politisk kommentator Hans Engell.

- Det er en meget alvorlig melding, Ellemann kommer med. Det viser, at de borgerlige partier efter valget har været i dyb krise.

- Det er et udtryk for, at de borgerlige partier slås hver for sig og ikke har noget, der ligner et fælles politisk projekt, siger Hans Engell.

Jakob Ellemann-Jensen siger til Jyllands-Posten, at "hvis vi nu hver især passer vores egen kiosk, så kan det være, at vi vil have større succes".

Udtalelsen kommer på bagkant af flere opfordringer fra andre partiledere i blå blok.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har krævet, at Venstre dropper partiets "velfærdsløfte" om at tilføre den offentlige sektor milliarder de kommende år.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har udtalt en bekymring for, at Ellemann vil føre en mere lempelig udlændingepolitik.

Hans Engell ser Jakob Ellemann-Jensens opsang som et forsøg på at skabe en smule samling frem mod en række store politiske forhandlinger i det nye år. Det drejer sig om områder som kommunal udligning, klima og politi.

- Det blå samarbejde vil for alvor blive testet her i foråret. Jakob Ellemann-Jensens bekymring er, at hvis ikke de borgerlige partier kan holde sammen, så kan det blive en relativt let omgang for Mette Frederiksen (S), siger Hans Engell.

Splittelsen har ifølge Hans Engell rod i, at partierne i blå blok havde meget forskellige valgresultater.

Mens De Konservative blev fordoblet i størrelse, gik Dansk Folkeparti og Liberal Alliance voldsomt tilbage. Venstre gik markant frem, men havde efter valget et stort formandsopgør.

- Der er partier, der virkelig har fået et blåt øje, og så begynder de at tænke mere på sig selv end på fællesskabet, og det er et problem for Jakob Ellemann-Jensen, hvis han skal blive statsminister, siger Hans Engell.

/ritzau/