Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
OM EN MÅNED ER DET ET ÅR SIDEN, at jeg en nat blev vækket ved, at min søn fortalte mig, at en af mine kollegaer var død, fordi hun var blevet stukket med en kniv.
Min kollega blev den femte på listen over ansatte fra socialpsykiatrien, der er blevet dræbt af en beboer. I dagene efter udtalte diverse politikere sig i tv, og hver gang forlød det at drabet var sket, fordi personalet på landets bosteder mangler faglige kompetencer.
DET GJORDE MIG RASENDE, fordi min oplevelse var, at mine kollegaer og jeg allerede var super dygtige til vores arbejde. Men at det ikke hjalp noget, når vi havde beboere, der var til fare for dem selv og andre, og som havde brug for at blive indlagt i en længere periode, men som i stedet kun var indlagt i en enkelt dag eller to.
I sidste uge, næsten et år efter, blev beboeren, der stak min kollega ned, dømt. Han fik en anbringelsesdom på ubestemt tid. Det er så tragisk. Denne mand, som havde brug for at blive indlagt akut, men som ikke kunne få lov til det, endte med at begå en så frygtelig handling, at han nu er indlagt på ubestemt tid.
DET ER SÅ TRAGISK, at der faktisk ikke er ændret på den kendsgerning, at en person, der bliver til fare for sig selv og andre, ikke nødvendigvis kan bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Jeg får stadig mails med historier fra virkeligheden, hvor ansatte fra bosteder rundt om i Danmark, beskriver, hvordan de bliver udsat for vold og trusler. Historier hvor beboerne bliver indlagt en enkelt dag, for derefter at vende tilbage til bostedet, hvor de forsætter med at være truende overfor personalet.
Regeringen har udarbejdet en handlingsplan. Der er afsat penge, men hvor bliver de konkrete handlinger af. Til nytår sagde statsministeren i sin nytårstale: ”Offentligt ansatte fortjener tryghed og respekt – ikke vold, ikke chikane, ikke risiko for deres liv".
PÅ LINDEGÅRDEN bliver mine kollegaer og jeg undervist i metoder, der skal forbygge vold og trusler. Vi har fået strakspåbud fra arbejdstilsynet, så vi er konstant to medarbejdere i høre- eller synsafstand fra hinanden. En gruppe af beboere er blevet flyttet til andre bosteder.
Politiet kommer når vi ringer efter dem. Men det hjælper stadig ikke, når en beboer får det så dårligt, at personen har brug for at blive indlagt, men ikke kan blive det, og derfor bliver til fare for sig selv og andre. Det er de situationer, jeg oplever ender tragisk for alle parter. Det sker ikke kun på Lindegården, men i hele Danmark.
DERFOR SPØRGER JEG IGEN: ”Hvornår kommer der konkrete handlinger? Hvornår bliver der tilført flere ressourcer i form af flere hænder og flere sengepladser?”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.