Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
AT OPLEVE EN KOLLEGA BLIVE DRÆBT, har sat dybe spor i mig. Den 25. marts 2018 var det præcis 2 år siden, og få dage efter tog jeg beslutningen om, at sige min stilling op. Jeg må passe på mig selv, det har været nogle hårde år. Jeg bliver ked af det, når jeg taler om min beslutning, fordi jeg føler, at jeg svigter beboerne og mine kolleger.
Den aften min søn Jonas, på dengang 15 år, vækkede mig med beskeden om, at der var sket et drab på min arbejdsplads Center Lindegården, fik jeg et chok. Det frygtelige var, at det ikke engang var en overraskelse, at det skete. Jeg havde nemlig selv samme dag sagt det højt:” Det ender galt, hvis ikke der bliver gjort noget!”. Fordi tidligere samme dag som drabet på Vivi, var en anden kollega blevet overfaldet af en beboer.
Da min søn havde givet mig beskeden om, at der var en, der var blevet slået ihjel på mit arbejde, sagde han lige efter: ” Så er du da færdig med at arbejde der”. Det svarede jeg ja til, fordi min fornuft fortalte mig, at det var det rigtige at gøre. Men mit hjerte sagde noget andet, det sagde, at jeg ikke havde lyst til at stoppe, fordi mit arbejde gav mening for mig, jeg havde nogle super dygtige kollegaer, og jeg kunne lide beboeren.
FØR DRABET PÅ VIVI, turde jeg ikke kritisere de arbejdsforhold, som jeg oplevede at mine kollegaer og jeg havde. Jeg følte, at det lå implicit i luften, at vold og trusler var en del af arbejdet, og hvis man mente, at det var for voldsomt, så skulle man nok finde sig et andet arbejde, fordi sådan ville fremtiden være.
Efter drabet fik jeg modet til at sige fra, og jeg oplevede pludselig, at jeg og mine kollegaer ikke var alene. Mange ansatte rundt om i landet begyndt, at fortælle mig deres historier fra hverdagen i psykiatrien, hvor vold og trusler var blevet helt almindeligt. Det gav mening for mig, at forsætte med at arbejde på Lindegården, og jeg oplevede at politikerne lyttede. Vi fik tilført flere penge til Lindegården, så vi kunne være flere hænder i hverdagen. Når min søn ind imellem spurgte mig: ”Mor hvornår var det, du skulle finde et andet arbejde?”, slog jeg det hen, og fandt på en undskyldning, og efter et år stoppede han med at spørge mig, men sagde: ” Du har slet ikke tænkt dig at stoppe vel?”
NU HAR JEG TAGET VALGET at stoppe, blandt andet fordi min søn skal ikke længere være bekymret for mig, når jeg er på arbejde. Men også fordi jeg har brug for en pause. Jeg er igen begyndt ikke at turde sige fra på min arbejdsplads, og jeg kan ikke længere holde til at stå midt i ”hvepsereden”. Jeg føler at det er håbløst at prøve at forandre vilkårene for ansatte og beboere, jeg oplever det som et skridt frem og tre tilbage. For eksempel blev der på Lindegården ”fjernet” en gruppe beboere efter drabet på Vivi, hvilket gjorde at antallet af vold og trusler mod personalet blev mindre på Lindegården. Men der er stadig episoder, hvor beboere bliver udskrevet op til en weekend, selv om de er til fare for sig selv og andre, og hvor politiet må komme til undsætning. Efter drabet fik vi også tilført en sum penge, til en højere normering i 2016 og 2017, men de penge er der ikke mere. Og nu oplever jeg, at man sparer igen, så vi nærmest har færre ressourcer end før drabet.
Lindegården er for mig et typisk eksempel på forholdene i psykiatrien, og jeg vil fortsætte med, at blande mig i debatten om psykiatrien, både her i min blog, men også gennem SIND, da jeg er formand for Foreningen for børn med angst, som er en selvstændig forening under SIND. Gennem foreningsarbejdet vil jeg kæmpe for bedre forhold i psykiatrien, og så behøver jeg ikke længere, at få ondt i maven hver gang jeg ytrer mig, fordi jeg, som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg, er bange for at blive fyret, selvom jeg ved, at jeg har ytringsfrihed.
At det 5. drab på en ansat, skete på Lindegården var frygteligt, det kunne lige så godt havde været sket på et hvilket som helst andet bosted i Danmark. Ud fra alle de historier jeg har fået fortalt, så oplever jeg, at forholdene i psykiatrien er ens i hele landet. Mit ønske er, at der kommer flere hænder i psykiatrien, og at mennesker, der bliver psykisk syge, kan få den nødvendige hjælp, så de ikke bliver til fare for sig selv og andre.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.