Mikkel Kessler tager afslappet på onsdagens udbrud fra Carl Froch, som den danske bokser lørdag møder i London.
Efter pressemødet udtalte den engelske IBF-verdensmester til britiske medier, at han var klar til at slå Kessler ihjel i kampen i O2 Arena.
- Jeg tror, at det er nervøsitet fra hans side, siger Mikkel Kessler.
- Han er frustreret nu. Det er ved at være op over, og så ved han ikke helt, hvordan han skal reagere. Det er kun et godt tegn, siger danskeren.
For tre år siden vandt Mikkel Kessler på point over Carl Froch i Herning, og siden har englænderen ønsket at få revanche.
Mikkel Kessler husker, at Carl Froch også var fremme med markante udtalelser op til deres første møde.
- Sidste gang ville han jo hugge hovedet af mig. Der er ikke noget nyt i det, siger danskeren.
Carl Froch har på sin twitter-profil beklaget, hvis hans udtalelser om Kessler har stødt folk, men at hans følelser er oppe at køre i øjeblikket.
Danskeren forventer uanset hvad at komme i et stormvejr på lørdag.
- Jeg er sikker på, at han nok skal komme. Nok ikke allerede i første omgang, men måske i anden og tredje.
- Dér tror jeg, at han kommer med en masse ting. Vi kommer begge til at tage chancer og åbne os, og dér skal jeg se, om jeg kan få fat i ham, siger Mikkel Kessler.
/ritzau/