Silas Bjerregaard startede karrieren som musiker allerede i folkeskolen. Nu går han solo.
Fredag udkommer Silas Bjerregaard med sin første solo-single efter i 12 år at have været en del af det populære band Turboweekend. Her fortæller han om alle sine første gange i karrieren.
Første gang jeg stod på scenen:
- Jeg var 5 år gammel og spillede hovedrollen i en skolemusical, som handlede om en flok hjemløse børn, der skulle samle ind til juleaften. Det er dog et øjeblik, jeg husker mere igennem mine forældres stolte beretninger end min egen personlige følelse.
- I bandsammenhæng var det, da mit allerførste band, Psionics, som jeg startede i folkeskolen sammen med blandt andre Martin og Morten fra Turboweekend, spillede til den lokale musikfestival Majrock i Fredensborg. Jeg kan ikke huske det præcise år, men det har været i midten af 90'erne.
- Det var kæmpe stort at få vores sange ud af øvelokalet for aller første gang, og allerede dengang vidste vi, at vi havde fat i den lange ende, selv om det nok ikke har lydt så stadion-agtigt ud af højttalerne, som det gjorde i vores hoveder. Øvelse gør mester.
Første gang jeg følte, jeg virkelig lykkedes:
- Vores folkeskoleband, Psionics, blev via en masse transformationer og mutationer til gymnasiebandet Kevin Beige, som nogle fra Nordsjælland - eller Svendborg - måske vil huske.
- Vi fik distribueret en hulens masse demo-cd'er og nåede at spille pakkede koncerter på et par mindre spillesteder og gymnasier - og en enkelt gang på det hedengangne Midtfyns Festival. Det var et ungt græsrodsprojekt, der lykkedes i rigtig mange henseender. En pladekontrakt blev det dog aldrig til.
Første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:
- Én af grundene til, at Kevin Beige stoppede, var, at jeg havde fået engelsk management med et andet projekt, der hed Rags, og pludselig stod jeg og skulle finde ud af, om jeg var parat til at flytte til London og satse hele pladen på det nye i stedet for det gamle, og desuden sætte mine universitetsstudier på pause.
- Jeg besluttede, at det var jeg, og meddelte min beslutning til de andre drenge i Kevin Beige. Det gik dog ikke så hurtigt med det nye band, som jeg måske havde håbet, og i månederne efter begyndte jeg dog at savne at lave musik sammen med mine gamle venner.
- Cirka ét år efter dannede vi Turboweekend, og endnu et år efter havde vi fået pladekontrakt herhjemme og udgav "Night Shift". Så var det den omvendte verden.
Første gang jeg læste en anmeldelse af noget, jeg havde lavet:
- Mit gymnasieband Kevin Beige sendte en demo ind til Gaffas demosektion, "Båndsalat", i håbet om at blive månedens demo.
- Jeg kan ikke huske særligt meget af, hvad anmelderen sagde, men jeg kan huske, at det var nervepirrende at vente på dommen, og at det bagefter var sådan lidt en mærkelig fornemmelse af at have stået eksponeret på Rådhuspladsen i tøj, man selv havde syet. Man kunne måske godt mærke, at der var nogle ting, der skulle arbejdes med. Men i det mindste var man da nået så langt!
- Senere har vi jo fået masser af anmeldelser af Turboweekend, og selv om man ved, at det bare er én persons mening, så kan jeg alligevel ikke undgå at blive en smule påvirket af det. Det trykte ord har jo en vis indflydelse på læsernes opfattelse, især før de har lyttet selv, så jeg håber jo altid, at det, jeg laver, får ros og bliver anbefalet.
Første gang jeg fik løn – og hvad jeg brugte pengene på:
- Lige efter gymnasiet havde jeg to sideløbende job som pædagogmedhjælper og syngende tjener på Det Ny Teater. Jeg sparede et års løn op til en tur til New York, som vi planlagde med hele bandet.
- Vi rejste i august 2001 og boede i et erhvervslokale midt i Brooklyn, oven på en jødisk VVS-forretning, gik på jazzklubber på Manhattan om aftenen, gik på opdagelse i pladebutikker og musikforretninger om dagen og følte, at vi var i kontakt med noget af det mest ægte og levende, vi kunne forestille os.
- Det var meningen, vi skulle have været der i seks måneder, måske længere, hvis tingene flaskede sig, men da World Trade Center blev jævnet med jorden (den 11. september 2001, red.), og der udbrød panik i den samlede vestlige verden, besluttede vi os for at rejse hjem før tid.
- Så var jeg i et sort hul det næste halve år i stedet. Jeg boede hjemme hos mine forældre igen og øvede i det samme gamle øvelokale i Fredensborg som før. Det var totalt nedtur, indtil jeg startede på universitetet året efter og fik et værelse i København. Så begyndte det at se lyst ud igen.
Første gang jeg blev genkendt på gaden:
- Jeg føler, at det var på Roskilde Festival 2007, efter vi havde spillet med Turboweekend. Men jeg kan ærligt talt ikke huske det. Det er som regel altid i forbindelse med, at jeg lige har spillet eller skal spille snart, så jeg er i folks bevidsthed. Det sker sjældent bare på sådan en helt almindelig tirsdag nede i Netto. Eller også er folk bare for høflige og tilbageholdende her i Danmark.
Første gang jeg blev behandlet som en VIP:
- Det må have været, da jeg blev født. Jeg er familiens efternøler, så jeg har nok altid været den lille prins derhjemme. Det er en følelse af selvværd, som jeg håber, jeg kan give videre til min egen søn.
Singlen "Ikke på andet" er Silas Bjerregaards første på dansk og udkommer den 9. november.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus