Lucinda Willimas, Store Vega, Søndag aften.

Hun virker nærmest genert og lillepige-agtig, som hun står der let kniksende på scenen foran sit band. Men tag ikke fejl. Den 54-årige amerikanske musiker og sangskriver Lucinda Williams har i mere end 30 år levet livet som rockmusiker med alt hvad det indebærer.

Og det kunne ses og ikke mindst høres søndag aften, hvor Lucinda Williams på sit første besøg i Danmark viste, hvorfor hun har tre grammyer hjemme på kaminhylden, hvorfor hun af Time-Magazine blevet kåret til amerikas bedste sangskriver og hvorfor kolleger fra Emmylou Harris til Steve Earle jævnligt indspiller hendes sange.

Urkraft

Koncerten udviklede sig efter en stille begyndelse eksplosivt, og Lucinda Williams fik vist sit fulde og enorme potentiale. Fra stille countryinspirerede sange, over et nærmest chokerende punkattack og til koncertens fundament, hvor Lucinda Williams og det fantastisk velspillende og tighte band lyder som et velsignet mix af Rolling Stones omkring Exile On Main Street perioden og Led Zeppelin.

Fruen virkede i overskud og meget begejstret for det lydhøre publikum, så der blev også plads til en halvsyret version af Doors-klassikeren Riders On The Storm , en helt rent udført Delta-blues og et Fats Domino-nummer i løbet af to en halv time, som jeg sjældent har oplevet gå hurtigere.

Var der berigende variation i musikgenrerne, så er der ikke så meget slinger i valsen rent lyrikmæssigt med hende Lucinda. Hun spurgte bekymret, om vi kunne forstå teksterne, for de betyder meget for hende. Det gik fint, for hendes urkraft af en stemme der emmer af patos, whiskey og Janis Joplin lå helt fremme i lydbilledet.

Lucinda Williams skriver om knust kærlighed, knuste hjerter og alt muligt andet der kan knuses i forholdet mellem to mennesker. Og hun forklarede selv hvorfor, da hun præsenterede den bitre Those Three Days .

»Mange mennesker kan godt lide denne sang. Jeg tror, det er fordi, mange mennesker har prøvet det selv,« sagde den klejne sanger, før hun endnu en gang blottede sig som et nøgent spædbarn og sang om de satans mandfolk.

Kun til låns

Før hjertesorgerne er der selvfølgelig lykke og etos. Hun kan virke kælen og dybt erotisk når hun i Righteously vrikker med hofterne foran mikrofonen og crooner:

When you run your hand
All up and run it back down my leg
Get excited and bite my neck
Get me all worked up like that

Men tag ikke fejl. Lykken er kun til låns i Lucindas på en gang poetiske og prosaiske univers, og få sange senere har hun hvæsset kløerne og guitaren godt og grundigt i Come On , hvor han får kniven.

You think you’re in hot demand
But you don’t know where to put your hand
Let me tell you where you stand
You didn’t even make me, come on! ,

brølede hun, så Store Vega skælvede i sit fundament. Sangen er fra hendes seneste album West , og for netop det nummer er hun fuldt forståeligt nomineret til endnu en grammy, denne gang for bedste kvindelige rockvokal.

Sad jeg i grammy komiteen ville jeg overveje at overøse sydstatsfruen med grammyer i kategorierne soul, blues, country, rock, karisma, spilleglæde og integritet.

Det var en sjælden smuk aften i Vega.