Pisken svirper igen og igen, så ryggen til sidst er en grød af blod. De romerske soldaters glødende jernstænger og knyttede næver stempler ned over den dødsdømte jødiske tømrer og sektleder, der skriger sin smerte ud i Jerusalems gader. Gader, der er fyldt med tusindvis af glade og feststemte landsmænd, som fejrer jødisk påske – pesach – og spiser påskelam for at markere jødernes udtog fra Egypten.
Og så kender de fleste ellers historien om, at han blev korsfæstet, ham Jesus, at han døde for at rense alle andre for synder, genopstod og så videre ... det er jo alt sammen kristen barnelærdom. Så enkelt er det imidlertid ikke – for selv Biblen er selvmodsigende, og faktisk minder historien om Jesus lige lovlig meget om alt muligt andet.
Mere om det senere, først tilbage til vores torturoffer i Jerusalem.
Det hele begynder ellers så godt for ham en uge tidligere, da han som de fleste andre festdeltagere kommer til byen, og en flok af byens indbyggere hylder ham som profet. Men siden laver han en værre ballade ved at ødelægge handlen i byens tempel og provokere de religiøse overhoveder. Og så sladrer hans discipel Judas til ypperstepræsten, som bliver rasende og overbeviser den romerske boss om, at Jesus i stedet skal slås ihjel.
Intet er sikkert
Nu ligger han og vrider sig under pisken, som er supereffektiv med blylodder i enderne. Inden længe vil hans torturbødler forsøge at tvinge ham til at bære et tungt trækors gennem byen og indse, at hans ødelagte krop ikke kan løfte den voldsomme byrde alene op til henrettelses-sletten, hvor han senere hænger, sømmet op, inden døden efter tre timer endelig gør en ende på hans forblødte og gennembankede krops ulidelige lidelser.
Omtrent sådan foregår det engang for omtrent 1980 år siden, da Jesus fra Nazaret blev tortureret til døde. Omtrent. Måske. For selvom Biblen leverer livagtige gengivelser, ved man ikke ret meget fra uafhængige kilder om hovedpersonen i den religion, som en lille forsamling jøder grundlagde kort efter hans død, og som siden udviklede sig til verdens største trosretning, kristendommen, og gjorde Jesus til et af verdens mest berømte mennesker.
Tror man på den almindelige kristne udlægning, genopstod Jesus tre dage efter sin død, og så er der ikke levnet megen tvivl om hans guddommelighed. Men hvis man kigger nærmere efter, står det klart, at end ikke Biblens forfattere er enige om, at han genopstod, og da slet ikke, hvordan det skete, hvis det gjorde.
Ingen genopstandelse
Den ældste forfatter, Markus, slutter sin fortælling med, at Jesus dør, og hans tilhængere er fortvivlede. Punktum. Finale. Ingen genopstandelse. Paulus fortæller om, at Jesus genopstår som et åndeligt legeme uden kød og knogler, mens Lukas hårdnakket bedyrer, at den genopstandne Jesus har både kød, knogler og i det hele taget virker enormt menneskelig. Og så kan de slet ikke blive enige om, hvem der ser ham efter hans død.
Den med, at Jesus dør for at rense os alle sammen for vores synder, er også mildest talt uklar. Ingen af Biblens forfattere skriver om, at Jesus selv siger noget om dette – de fortolker det i stedet sådan for læseren. Og der går over 1.000 år, fra Jesus døde, til en engelsk ærkebiskop ved navn Anselm overbeviser flertallet af sine kolleger om, at Jesus død ikke bare var et tegn på, hvor langt han ville gå for sin tro, men at han også vaskede tavlen ren for alle andre ved at tage billetten.
Der er med andre ord frit spil for fortolkninger, fantastifulde teorier og bestseller-forfattere, der spekulerer over, om Jesus havde en kone, der senere fødte en datter. Og samtidig er det almindelig kendt blandt religionsforskere, at fortællingerne om Jesus på flere punkter minder ualmindelig meget om historier, man har hørt før – i ældre religioner.
Jesus er tyvstjålet
De gamle religioner i området beretter blandt andet om den babylonske frugtbarhedsgud Dumuzi, der dør en rituel død og genopstår. Og Daniels Bog i Det Gamle Testamente kan også fortælle om genopstandelse.
Faktisk er stort set alle beretninger om Jesus er tyvstjålet fra ældre religioner, det står fuldstændig fast – hvis man vel at mærke tror de hundredevis af hjemmesider, der vælter frem ved blot en enkelt Google-søgning på søgeordene pagan christ (hedensk kristus).
Blandt persere, indere og romere fandtes der en kult, der fra for cirka 3.500 år siden troede på en frelser ved navn Mithra, som et bindeled mellem Gud og menneske. Han blev født af en jomfru natten til 25. december, levede et liv, hvor han udførte mirakler, havde 12 disciple, blev fristet af djævelen og senere forfulgt af fjender og bedraget af venner og et hav af andre ting, som minder meget om noget, vi har hørt om et andet sted.
Artiklen er blevet til efter samtaler med professor i religionshistorie Per Bilde, og artiklen trækker på kilder fra bogen Jesus – jøde rebel, gud? af Sören Wibeck.