Japans premierminister, Shinzo Abe, er torsdag rejst til Kina til det første formelle topmøde mellem ham og den kinesiske leder, Xi Jinping.
Parterne synes opsat på at nedtone spændingerne mellem de to lande, i en tid hvor USA tager skridt til en handelskrig.
- Under besøget ønsker jeg at føre forholdet mellem de to lande til et nyt niveau, sagde Abe, kort før han skulle flyve til Kina.
Den kinesiske regering har rakt ud til Japan og andre lande i regionen, mens USA er i gang med at stramme betingelserne for handel med Kina.
Japan har de seneste år været meget bekymret for Kinas militære magt til søs. Men det er omvendt interesseret i at kunne handle med Kina uden gnidninger.
Det skal kunne foregå på en måde, der ikke støder den nære allierede USA.
Abe vendte tilbage som regeringschef i 2012, på et tidspunkt hvor forholdet til Kina hang i laser på grund af en strid om nogle små øer i Det Østkinesiske Hav.
Han skal mødes med præsident Xi fredag. Det er det første topmøde mellem de to lande siden 2011.
Abe mødes torsdag med Kinas premierminister, Li Keqiang.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters