I løbet af lørdagen slukker Japan for landets sidste atomreaktor, der fortsat er i drift.
Der er tale om reaktoren ved Tomari-værket, som skal igennem et grundigt vedligeholdelses- og sikkerhedstjek, der efter planen varer i mindst 70 dage.
Dermed skal den folkerige industrination have dækket sin energitørst fra andre kilder - og det bliver første gang siden år 1970, at atomkraften står stille på de japanske øer.
Japans regering valgte at lukke midlertidigt ned for al atomdreven energiproduktion efter det dødbringende jordskælv og den efterfølgende flodbølge, som sidste forår raserede Fukushima-kraftværket nordøst for hovedstaden Tokyo.
Efter katastrofen blev det besluttet, at landets atomreaktorer - der er i alt 54 rundt om i landet - skal lukkes ned, mens myndighederne går sikkerheden efter i sømmene.
Nu presser erhvervslivet på for at få adgang til atombaseret energi igen. Det er billigere end både olie og naturgas.
Japans regering vil også gerne genstarte atomreaktorerne, men den er løbet ind i massiv modstand fra almindelige japanere og regionale myndigheder.
Den japanske befolkning har ikke glemt katastrofen fra 2011 og de efterfølgende udslip af radioaktiv stråling fra det ramponerede Fukushima-værk.
Og selv om atomkraftværkerne leverer en tredjedel af Japans energi, er det uvist, om de nogensinde kommer op at køre igen, siger en ekspert.
- Kan det være slut for atomkraften? Det kan det godt, siger professor Andrew DeWit fra Rikkyo Universitet i Tokyo, der er ekspert i energipolitik.
De energikilder, japanerne har skruet op for, er blandt andet gas og termisk energi.
Hvis det går godt igen denne sommer, vil det svække fortalernes argumenter.
- Når først man er kommet gennem sommeren uden reaktorer, hvordan vil de så bære sig ad med at starte dem op igen?, siger Andrew DeWit.
Rundt om i Japan er der i løbet af lørdagen planlagt en række demonstrationer imod atomkraft.
Reuters