Så er det slut med at ligge på den lade side i Warszawa og bare nyde byen. Nu skal der pukles.
Den første af de tre udfordringer, som afgør, om jeg må holde jul i gode gamle Danmark eller hos en østeuropæisk bonde, er fundet.
Og valget faldt på saltminen i Klodawa. Og det er ikke hvilken som helst saltmine. Det er Europas eneste, hvor saltet er pink.
Det lyder som en fantastisk oplevelse, som jeg vil gøre alt for at indfri. For at gøre det hele lidt sværere, så skal jeg guides af byens viceborgmester.
I øjeblikket sidder Bumletoget foran computeren i Chris Warszawa-lejlighed på jagt efter Pawel Nowak, som altså skal overtales til at vise mig rundt.
Gennem diverse polske hjemmesider har jeg fundet frem til et nummer til kommunen, men endnu er jeg ikke kommet igennem.
Nye udfordringer søges
I mellemtiden er det blevet tid til at efterlyse nye idéer.
For det er langt fra meningen, at Bumletoget skal blive i Polen hele december. Derfor må I allerede nu gerne sende forslag til, hvor julekalenderen skal begive sig hen nu. Både lande, byer og udfordringer modtages med kyshånd på den velkendte adresse: europa@avisen.dk.
Så hvis du synes, jeg skal lære at lave gullasch i Ungarn, komme på tv i Frankrig eller noget helt helt tredje, så er det nu, du skal til tasterne.