Islands to nye regeringspartier har besluttet at lægge EU-medlemskab i mølposen.
Det fremgår af det regeringsgrundlag, der blev præsenteret onsdag i Reykjavik mellem de to borgerlige partier, Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet.
- Regeringen vil tage en pause i forhandlingerne om EU-medlemskab, siger Johannes Skulason, der er rådgiver for den nye regering, til ABC Nyheter i Norge.
- De vil kunne komme i gang igen, hvis et klart flertal ved en folkeafstemning ønsker det, tilføjer han.
Dermed vender den nye regering 180 grader rundt i forhold til den afgående regering af socialdemokrater og grønne, som efter finanskrisen i 2008 arbejdede for medlemskab af EU.
Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet vandt forårets valg i Island.
Det var de samme to partier, der som daværende regeringspartier havde en stor andel i, at Island oplevede et totalt sammenbrud i banksektoren og den islandske økonomi i 2008.
Det har internationalt vakt undren, at socialdemokraterne og De Grønne blev straffet af vælgerne for at have trukket Island væk fra den økonomiske afgrund og igen skabe en moderat økonomisk fremgang.
Den tidligere rød-grønne regering ansøgte om EU-medlemskab i juli 2009, og der har i mange omgange været forhandlinger med Bruxelles.
En tredjedel af de 33 såkaldte forhandlingskapitler med EU var allerede afsluttet.
Kun en kort overgang efter det fatale økonomiske kollaps i 2008 var et flertal af de islandske vælgere tilhængere af EU-medlemskab. I dag siger et flertal klart nej til EU.
Ny statsminister i Island bliver Fremskridtspartiets leder, Sigmundur David Gunnlaugsson, mens Bjarni Benediktsson fra Selvstændighedspartiet overtager finansministeriet.
/ritzau/