Nu kan der sættes et stort, tykt punktum.
En 50-årig kvinde har nemlig efter syv års kamp fået anerkendt en psykisk arbejdsskade. Det kommer sig af, at hun blev udsat for psykisk terror på sin tidligere arbejdsplads, som gjorde, at hun til sidst måtte sygemelde sig.
Det er ellers ekstremt svært at få anerkendt psykiske sygdomme som arbejdsskader. Avisen.dk kunne i maj måned fortælle, at blot 4,1 procent af dem, der anmeldte en psykisk sygdom i 2016, fik den anerkendt som en arbejdsskade. Det var den laveste andel målt på de seneste 10 år.
Sagen om kvinden, der bor i Midtjylland, bør sende et signal, mener Marianne Vind, der er næstformand i HK/Privat, kvindens fagforening, og som har kørt sagen.
- Den kan få den betydning, at det dårlige psykiske arbejdsmiljø ikke længere må være acceptabelt. Jeg har længe set, at medarbejdere kan blive syge af dårligt psykisk arbejdsmiljø, men nu har vi også papir på, at det er skadende at arbejde under de her vilkår, siger Marianne Vind.
Ankerkendelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring betyder, at kvinden får en erstatning. Hendes méngrad er opgjort til 10 procent. Derudover kan der også komme erstatning for tab af erhvervsevne, men den er endnu ikke opgjort.
Sygdommen skal blåstemples
Som 34-årig blev hun ansat i en televirksomhed. Seks år senere kunne hun kalde sig afdelingsleder med fem medarbejdere.
Men da virksomheden skulle udvides, og hendes afdeling gik fra 5 til 23 medarbejdere, betød det samtidigt en masse ekstra opgaver og mindst 50 timers arbejde hver uge. Oveni kom et ekstremt psykisk pres fra en krævende chef, der skældte ud og råbte ad hende foran andre kolleger.
I 2008 har kvinden sit første sammenbrud og sygemeldes i fem uger. I februar 2009, nu som 42-årig, sygemeldes hun igen og vender aldrig tilbage.
Men det blev starten på en lang og sej kamp med et system, der først og fremmest ikke ville anerkende en sammenhæng mellem kvindens sygemelding og hendes arbejde i televirksomheden.
Advokat Birgitte Filtenborg fra Elmer Advokater, der fra 2011 kørte sagen for HK, fortæller, at det ikke er usædvanligt, at sådanne sager tager flere år. Hun peger dog på, at denne ligger i en den tunge ende af skalaen.
- Der er generelt en meget stor tilbageholdenhed med at anerkende psykiske sager, siger hun.
Her kan du se, hvordan sagen er forløbet. Artiklen fortsætter under tidslinjen
Frontkæmper
Men hvorfor vil man alligevel udsætte sig for syv år som kastebold frem og tilbage mellem Ankestyrelsen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen), erhvervssygdomsudvalget og Retslægerådet?
Det er der ifølge Yun Ladegaard, forsker fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, to primære årsager til.
- Før det første at man ser sig selv som en frontkæmper i forhold til at forebygge, at det samme ikke sker for andre i fremtiden. Og for det andet at få en blåstempling og anerkendt, at det er arbejdet og ikke en selv, der var grunden til sygdom, siger Yun Ladegaard, der har forsket i det danske arbejdsskadesystem.
Ikke en listesygdom
I december sidste år blev den tidligere afdelingsleders sag vist for Retslægerådet. Rådet pegede på, at hun havde diagnosen uspecificeret belastningsreaktion, som kan forbindes med stress, depression og angst.
Da diagnosen står ikke på listen over erhvervssygdomme - PTSD er den eneste psykiske sygdom, der gør - kræver det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indstiller sagen til erhvervssygdomsudvalget, som vil vurdere sagen og dermed indstille det enkelte tilfælde som en arbejdsskade.
I udvalget er både lønmodtager- og arbejdsgiver-organisationer repræsenteret, samt Arbejdstilsynet og Sundhedsstyrelsen.
Men når en afgørelse skal træffes, kan systemet være for firkantet opbygget med for meget politik, mener advokat Birgitte Filtenborg.
- Erhvervssygdomsudvalgets vurdering af en konkret sag har afgørende betydning for, om sagen bliver anerkendt i det administrative system, og her er problemet, at der i Erhvervssygdomsudvalget sommetider kan gå for meget politik i tingene, og at man laver nogle for firkantede kasser for, hvad man vil anerkende og ikke vil anerkende som en erhvervssygdom, siger Birgitte Filtenborg og tilføjer:
- Det bør i bund og grund primært være en lægefaglig vurdering, om der i den enkelte sag er en tilstrækkelig sandsynlig årsagssammenhæng mellem sygdommen og arbejdet.
Dansk Arbejdsgiverforening var sammen med De Offentlige Arbejdsgivere i flere omgange med til at afvise kvindens sygdom som arbejdsrelateret. I sidste omgang stemte de stadig imod, trods retslægerådets vurdering om overvejende sammenhæng mellem arbejdet og sygdommen, og selvom alle andre medlemmer af Erhvervssygdomsudvalget stemte for at anerkende sygdommen.
Lena Søby, der er chefkonsulent og medlem af Erhvervssygdomsudvalget for Dansk Arbejdsgiverforening, vil ikke kommentere den enkelte sag, men påpeger, at dokumentation er afgørende, når de skal tage stilling til de enkelte sager:
- Vi ser mange anmeldelser, også begrundet i stress og lignende, som ikke kan anerkendes i arbejdsskadesystemet. Vi betvivler som arbejdsgiver ikke, om folk er syge. Men vi er optaget af, at det er sikkert, at den diagnose, der er stillet, er en følge af arbejdet, siger Lena Søby.