Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Svaret på ovenstående er åbenbart 1860. Det kom virkelig bag på mig og er noget, jeg først blev opmærksom på i sidste uge, hvor Højesteret stadfæstede en landsretsdom over en 40-årig mand fra Litauen, der er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel og derefter 6 års indrejseforbud til Danmark.
Og hans brøde? At han stod stille og roligt ved indgangen til Københavns Hovedbanegård og rakte et papkrus frem mod forbipasserende.
En lidt spøjs iagttagelse her er, at det faktisk er præcis samme straf, som Inger Støjberg fik for brud på ministeransvarsloven – dog uden at hun også bliver sendt ud af landet efter endt afsoning, og at hun formentlig får lov at afsone i eget hjem med en fodlænke.
Men sådan har det vel altid været?
Njar, det har det faktisk ikke. For godt og vel 160 år siden gjorde man som sagt betleri (tiggeri) og løsgængeri ulovligt, og de næste 70 år (frem til 1930) kunne man straffes med Fængsel på vand og brød i op til 15 dage, Simpelt fængsel (almindelig kost) i indtil 8 uger eller 6 dages tvangsarbejde.
Straffen var strengere for betleri end for løsgængeri.
Løsgængeri betegnede personer, der ikke havde et lovligt erhverv eller formue at leve af fx prostituerede, vagabonder og andre subsistensløse. Over årene holdt man op med at strafforfølge disse mennesker, og i 1999 blev Straffelovens § 199, som man blev straffet ud fra, ophævet.
Kan du undvære 2 kroner?
Os, der færdedes meget i og omkring indre by for cirka 20 år siden, husker en helt bestemt mand, der altid spurgte efter 2 kroner af forbipasserende. En noget forhutlet mand med en lidt haltende gang, som man gerne rendte ind i på Hovedbanegården, Nørreport, Strøget eller i et tilfældigt S-tog omkring Københavns centrum.
Jeg har ingen anelse om, hvor manden er i dag, men skulle han stadig leve, ville hans liv også være gjort noget besværligere, end det var den gang.
For i 2017 fik vores politikere åbenbart øjnene op for den gamle lov om fattigdom og hjemløshed, som jo reelt er det, der straffes. Der var blevet problemer med såkaldte Romalejre i indre by, så de skulle ud. Lige som de ’tigger-bander’, der kom fra Østeuropa skulle væk.
Så vi fik ’Tiggerloven’.
Ren Matadorlovgivning
I Danmark kan man nu blive idømt 14 dages ubetinget fængsel eller udvisning, hvis man sætter sig på gaden og tigger.
Tiggerloven blev hastebehandlet i Folketinget i sommeren 2017, hvor udenlandske hjemløse generede borgere i blandt andet København. Flere organisationer protesterede imod loven, da de mente, den var i strid med menneskerettighederne, og Folketinget indførte derfor en solnedgangsklausul, som sagde, at loven udløb i juli 2020.
I juli 2020 lavede Folketinget så en lovændring, men det eneste, den betød, var, at solnedgangsklausulen blev fjernet.
Loven blev altså bibeholdt, og ifølge den vanker der 14 dages ubetinget fængsel, hvis man tigger ved stationer, på gågader, ved supermarkeder og i den offentlige transport. Andre steder skal man først have en advarsel af politiet, hvorefter man senere kan straffes med fængsel i syv dage.
Manden med de 2 kroner havde altså med den nuværende lovgivning trukket det forhadte Matadorkort: ’Ryk direkte i fængsel’.
Der er så mange problemer med vores ’Tiggerlov’, at det næsten ikke er til at opremse. Men et af de mere alvorlige her er, at den udraderer vores normale tredeling af magten (Lovgivende, Dømmende og Udøvende), hvor politiet hører til den sidste kategori, men nu også har fået ’dømmende’ beføjelser, da det jo er den almindelig betjent på gaden, der vurderer, hvorvidt man tigger og på et skærpende sted.
Så reelt set kan enhver af os indkassere et Matador-kort, hvis en betjent ser sig lidt sur på os en dum eftermiddag på hovedbanegården.
Det er godt nok en dyr (og racistisk) lov
Hele begrundelsen for at indføre den såkaldte Tiggerlov var, at det var utryghedsskabende, når almindelige mennesker blev konfronteret med tiggere i bybilledet. Virkelig?
Jeg kan helt personligt sige, at jeg aldrig var bange for manden med de 2 kroner. Og at jeg finder det beskæmmende, at vi ikke vil lade fattige prøve at tjene til livets ophold, når vi nu som et af verden rigeste lande åbenbart ikke har råd til at tage os af dem, så de har et sted at bo og noget at tage sig til, der kan.
Noget helt andet er, at man indførte den for at ramme en helt særlig gruppe af mennesker.
Nej, der skal selvfølgelig ikke sidde bagmænd i Østeuropa og sende fattige landsmænd herop for at tigge til dem.
Men er det virkelig de fattige, vi ønsker at straffe? Det tror jeg faktisk ikke.
Lige som jeg heller ikke tror, der kan findes det store flertal for denne lov, hvis folk kendte til problemets lille udbredelse og høje pris.
I 2018 var der på landsplan ca. 50 domsfældelser for tiggeri – hovedsagelig givet til udlændinge. De, der arbejder inden for området, skønner, at fordelingen mellem danske og udenlandske tiggere er omtrent 50/50.
Så vi taler altså om cirka 100 tiggere herhjemme på landsplan, hvor lidt over halvdelen findes i hovedstaden.
Da loven skulle behandles, skønnede man, at den ville betyde en merudgift for staten på 8 mio. kr. årligt fra 2018 og frem.
Hvis vi dividerer det beløb med antallet af tiggere, lander vi på 80.000 kr. per person. Tænk, hvad vi kunne gøre for hvert af disse mennesker med det beløb årligt.
Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. Foto: Jeanne Kornum