Houston revancherer ydmygelse og udligner i NBA-semifinale

Sport
James Harden (tv.) trak sammen med Houston Rockets det længste strå i kamp fire i semifinaleserien i NBA over Stephen Curry og Golden State Warriors. (Foto: Foto: Ezra Shaw/AFP)

Houston Rockets vandt tidligt onsdag morgen dansk tid 95-92 over Golden State Warriors i semifinaleserie.

Houston Rockets meldte sig tidligt onsdag morgen igen ind i kampen om en finaleplads i den amerikanske basketball-liga NBA med en sejr på 95-92 over sidste års mestre, Golden State Warriors.

Udeholdet havde noget at bevise, efter at James Harden og co. for to dage siden tabte med 41 point i kamp tre.

I nattens kamp lignede Houston dog ikke et hold, der havde troen på sejr på den svære udebane i Oakland.

Således skulle der gå mere end fem minutter, før holdet kom på scoringstavlen ved stillingen 12-0 til Golden State.

Langsomt lykkedes det dog Houston at kæmpe sig tilbage i opgøret. Ikke mindst ved hjælp af holdets to store profiler James Harden og Chris Paul, der scorede henholdsvis 30 og 27 point i kampen.

Især Chris Paul blev afgørende i slutfasen af kampen, hvor de to hold skiftedes til at tage føringen.

Golden State Warriors havde muligheden for at få udlignet i sidste sekund, men Stephen Currys sidste forsøg mod kurven blev sendt afsted efter kampurets udløb.

- Jeg synes uden tvivl, at dette er den bedste kamp, vi har spillet rent defensivt, fordi vi møder det bedste offensive hold nogensinde, siger Houston-træner Mike D'Antonini efter kampen.

Med sejren udlignede Houston Rockets til 2-2 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

De to hold mødes igen i kamp fem torsdag aften amerikansk tid.

/ritzau/AP